Norges Kirker I Middelalderen

136 Sengotik. Reparationer, smaakirker og kapeller. — Kirkespir. længe var bevaret paa gaarden Velken nær Gravens kirke i Hardanger (fig. 401). Originalen blev i 1883 solgt til bankier Stuart, London. Det er et interessant arbeide med sen frodig ornamentik samt fremstillinger af korsfæstelsen, St. Olav, erke-engelen Michael og en apostel. Fra midten af det 15de aarhundrede optræder døbe- fade og biir mere og mere hyppige indover i det 16de aarhundrede. De biir næsten udelukkende fabrikeret i Nürnberg, oprindelig til brug i hus og kjøkken. De frem- stiller syndefaldet, som regnes for det ældste motiv, bebu- delsen, Maria i glo- ria, St. Christoffer, eller ogsaa kun tor- nekronen med orna- mental bord. In- skriptionerne er ofte kun delvis til at læse. Paa at udtyde disse sætninger er nedlagt meget arbeide og man finder ganske almindelige tenden- ser som: „Gud med os“ eller „Gud giv os din fred.“ De kjen- des hos os fra hele landet. Der afbildes et fad med synde- faldet fra Aas kirke, en rig vakker med bebudelsen fra Gjer- drum kirkemed jaget hjort som frise langs kanten samt en med tornekro- nen ornamentalt behandlet fra Hobøl kirke (fig. 302,403,406). Klokker arbeides hele aar- hundredet. Enkelte er vel støbt i vore byer, andre ar- beidet i udlandet. Biskop Olav af Bergen har saaledes Aslak Boldt i 1443 truffet foranstaltninger til at faa en dygtig klokkestøber over fra England, som for Nidaros skulde støbe 3 samstemmende klokker og det samme for Bergens domkirke. I det 15de aarhundrede levede i Kam- pen i Holland Geert van Wou (Gerhardus de Wou). Han var tidens mest berømte klokkestøber. Af ham og hans familie findes flere i norske kirker, hvis de ikke, som man stadig ser med dette interessante materiale, i den senere tid er omstøbt eller solgt væk. I Dybvaag er en klokke af Wilh. de Wou, i Harham af Joh. Gerhard de Wou 1484, i Værø af Gerh. de Wou 1540. Fra Kam- F'ig. 401. Oljekande fra Gravens kirke, Hardanger. I engelsk privateie omgjort til drikkehorn. sammen med erkebiskop pen er ogsaa klokkerne i Tromsøsundets kirke og Vik kirke, Indre Holmedal, signeret 1537 Jacobus Johannes de Campes. Af Heinrich Brunsvick er klokken i Stavanger domkirke, Egbert har i 1438 gjort klokken i Dvergberg, Wilhelmus i 1400 for Flakstad kirke, Danchers i Amsterdam 1507 for Trondenes, Jasper Moer i 1527 for Tydals kirke. Denne klokke havde navnet Matheus, ligesom en klokke i Eidfjord har in- skriptionen: “Maria vocor 1502“ (jeg heder Maria). Af norsk oprindelse er vistnok klokken i Norderhov kirke, hvor en latinsk inskription fortæller, at den er git til kirken af biskop Sigurd af Hamar (1381 —1419). En rad af klokker biir ofte stemt sammen. Man har en gammel underretning om, at i Vestre Slidre var 12 med hinanden harmonerende klokker. Endnu er 4 smaaklokker i taarnet og to større i støpulen. Der af- bildes tillige en almindelig sengotisk kirkeklokke fra Hedrum kirke, Jarlsberg, en type som der findes mange af her i landet (fig. 404—405). I betragtningen af middelalderen maa der skarpt skjelnes mellem den tidlige romanske tid paa den ene side og gotikens høide i det 13de aarh. paa den anden. Endnu mere særpræget er senmiddelalderen. Det er som tiden helt har skiftet fysiognomi. Senmiddelalderen — det 15de aarhundre- de — er præget af en hensynsløs indi- vidualisme. Det er saa langt fra, at in- dividualisme er et specielt renaissance- træk, at det snarere er perioden før, nemlig sen- middelalderen og perioden efter — baroken, som særlig præges af denne. — Den middelalderske bygning stod tilsyneladende endnu ved magt, men mistilliden og tvilen var kommet ind og adskillig af respekten og ærbødigheden for højmiddelal- derens store aandsbygning var tabt. Og man møder i denne tid en næsten moderne skeptisisme ved siden af anspændt trosiver, videnskabelige interesser ved siden af fantastisk overtro. Fromhed ved siden af satanismens parodiering af gudstjenesten. Pilegrimstog med næsten vanvittige selvpinsler drog gjennem landene og kunde næste dag efterfølges af fordrukne lanseknegte som herjet, brændte og skeiet ud. Efterat sortedøden havde gjort sin gang gjennem landene, optraadte til almindelig forfærdelse tidens sygdom „pokkeren“, der som en pest bredte sig ud over Europa. Flere af kunstnerne berører dette emne. I Frankrige og Italien var de kjønslige udskeielser vilde. Tyskerne har paa dette omraade altid været mere mode-