Norges Kirker I Middelalderen

138 Sengotik. — Reparationer, smaakirker og kapeller. — Kirkespir. nyvakte interesse for naturen, en interesse som ogsaa tilfører vor folkeornamentik nye vakre motiver. Men Apokalypsens mægtige skildringer, dødsdansens uhygge, de symbolske digtninge om lammet og livets kilde, van Eyckernes, Roger van Weydens, Dürer og Grünewalds store kunst er saa fjern fra vor horisont, at kun svage glimt merkes og det hovedsagelig i importeret kunst. Havde landet gaaet en lykkeligere periode i møde, vilde vel denne tids forskjellige elementer staaet klarere for os og senmiddelalderens brogede stil ogsaa i vort materiale kunnet faa baade sit grundlag og sin egen udvikling. Vor høigotiske kultur var en hofkunst baaret frem af aristokratiet og den høiere geistlighed. Men nu var det borgerskabet som mere og mere bar tidens kultur. Da vor kongemagt faldt sammen og udviklingsgrund- laget for et nationalt borgerskab her i landet ikke kunde skaffes tilveie, fik denne kultur hos os en langt svagere karakter. Den sterke stilbevægelse, som nu gaar sin gang ude i Europa, flyder herhjemme ligesom ud i sandet. Men kommer ikke senmiddelalderens stil særlig sterkt frem i norske arbeider fra denne tid, saa har vort folk levet sig ind i dens aand, følt dens strømninger. Dens eiendommelige kultur har præget folket, blit en del af det selv. Og naar folkeornamentiken engang skal be- handles, vil man se tidens motiver blande sig med de langt sterkere fra romansk og gotisk stil, der som kjære erindringer dukker frem for folkets fantasi. Den selv- beviste styrke, som den foregaaende tid havde i Norge, mangler i denne kunst, man naar ikke frem til store kulturelle udsigter, men til gjengjæld har man her en følelse af noget hjemlig. Det er bygden og grænserne som ligger for en.