Norges Kirker I Middelalderen

140 Helgener og relikvier. — Pilegrimsreiser og kirkefester. Tidlig fik Norge i St. Olav sin nationale helgen. Det er utvilsomt vor middelalders mest berømte landsmand, vor aaandshøvding som sikkerlig reisende nordmænd altid pegte hen paa, naar man i udlandet betvilte vor nationale duelighed. Han var da ogsaa en rigtig middel- aldersk heros, kristen martyr og samtidig national hel- gen, formet i overensstemmelse med tidens følelsesliv. I Nidaros forstod man paa en fortræffelig maade at arrangere hans kultus og man havde samtidig godt sørget for udbredelsen af hans ry, reklameret i ind- og udland, som det vilde hede i moderne sprogbrug. De ældste Olavstatuer er siddende, paavirket af engelske konge- statuer, senere reistes helgenen. Tilslut har vi ham som kriger i rustning. Afbildninger fra hans liv fore- kommer ofte, særlig Stiklestadslaget, hans kamp med trolde eller hans undergjerninger. St. Olav blev dyrket ikke blot i Norge, men i alle de nordiske lande, særlig paa Gotland. Kirker og gil- der bar hans navn og rækker af statuer findes fra disse lande. I flere af Englands byer staar lige til vor tid Olavskirker, London havde ikke mindre end fire, ligeledes fandtes i Amsterdam, Maastricht og Deventer. Fra Visby stammer vel Olavskir- kerne og gilderne i det østlige Eu- ropa. I Nowgorod fandtes baade St. Olavskirke og kirkegaard. I Re- val rager en pragtfuld Olavskirke op, i Königsberg, Elbing og Danzig var Olavsgilder. I Mariakirken i Lü- beck havde Bergensfarerne et ka- pel med Olavsbillede i nærheden (fig. 408). I byen fandtes ogsaa et aristokratisk Olavsgilde, som holdt sine møder paa Olavsborg ved Lübeck. St. Olav blev den sjøfarende kjøbmands skytspatron. Helt til det hellige land kom Olavsbilleder. I Mariakirken i Bethlehem, opført af keiser Konstantin paa det sted hvor Kristus blev født, fandtes saaledes billeder baade af St. Olav og den hellige Knut. Olav fremstilledes over den fjerde søile med krone paa hovedet, kort skjeg, i den løftede høire haand et sverd, i venstre et skjold, kjolen gulgul oker, kappen hvid, foret med pelsverk og kjortelen ud- syet nedentil. Under stod: Rex Norvegie, selve navnet var udslidt, men det er neppe tvil om at det var St. Olav. Ved siden stod: Ses. Chianutus Rex Danorum. Det er selvfølgelig nordlændinger, som har faaet sine nationalhelgener ind i selve Kristi fødselskirke. Den irske kongedatter St.a Sunniva blev Vestlandets helgen, Bergensium patrona som hun kaldtes. Hendes Fig. 408. St. Olav i Mariakirken i Lübeck fra omkr. 1500- skrin stod i den store Kristkirke i Bergen. Man har flere billeder af hende i Oldsagsamlingen; udskaaret i træ fra Karlsø kirke (fig. 371) samt malede billeder paa alterfløie fra Byglands kirke, Veidholmens nedlagte kirke paa Nord- møre, Kvæfjord ogSkjervøkirker. I Bergens museum findes St.a Sunniva paa altertavle fra Gravens kirke. Hun frem- stilles gjerne staaende med eller uden krone, holdende oftest med begge hænder en klippeblok, undertiden er der tilføiet en palmegren. Ligesom den hellige Sunniva blev Bergensium patrona, saaledes fik det søndenfjeldske sin helgen i Halvard Vebjørnssøn. Han var i nær siegt med St. Olav. Hans skrin stod paa højalteret i Halvardskirken i Oslo. I Kri- stiania bysegl sidder St. Halvard med sine pile i den ene haand og møllestenen i den anden. Paa Ringsaker altertavle findes han ogsaa (fig. 410), ligeledes paa Skredsvig kirke i Baahuslen. Under sin strid med kongemagten søgte geistligheden at faa et par af sine førere kanoniseret. Det gjaldt først og fremst at faa erkebiskop Øistein, kong Sverres store mod- stander, gjort til helgen samt Jon Raude. Det var rent politiske hel- gener, som geistligheden ønskede at skaffe sig, og arbeidet i denne ret- ning var ligefremme træk mod konge- magten. Det lykkedes ikke helt, men man ser dog. at de blev noget dyrket oppe i Nidaros. Et fortræffelig biskop- hoved i ottekanten kan være et bil- lede af erkebiskop Jon eller Øistein, i sidste tilfælde arbeidet over hun- drede aar efter hans død (fig. 291). Den sidste konge af Sverreætten, Haakon V, blev ogsaa dyrket som helgen, men neppe udenfor Maria- kirken i Oslo, som han i sit testamente saa rigt havde betænkt. Mindre lokale bondehelgener havde vi ogsaa, de fleste var fra Telemarken, som Tollef Salemand, hvem flere smaakirker var viet til. Orknø havde i Magnus Jarl sin lokale helgen. Den store kathedral i Kirkevaag blev bygget til hans ære. Island havde i biskoperne Jon Øgmundson, Thorlak og Gudmund sine helgener. Stor rolle i helgendyrkelsen spillede relikvierne, der i virkeligheden danner et af de ejendommeligste kapitler i den middelalderske kulturs historie. Det var en for- melig jagt efter sjeldne relikvier, som fuldstændig græn- sede til moderne samlermani. Vor tid kan let smile over alle disse rare relikvier, som f. eks. krukkerne fra bryllupet i Kana, eller de taarer, som Kristus græd