Norges Kirker I Middelalderen

142 Helgener og relikvier. — Pilegrimsreiser og kirkefester. Fig. 411. Osculatorium, kyssepladc med relikviegjennne i Hedals kirke, Valdres. Fig. 412. Relikviekrukke fra Frosten kirke. Vidsk. selsk. saml., Trondhjem. Fig. 413 Relikviegjemme fra det Ilte aarh. med billeder og relikvier af St.a Sunniva og St. Olav. Nationalmuseet, Kbh. udstyret med tidens dekorative rigdom (fig. 420). Vi har opbevaret adskillige i hjemlige og udenlandske museer, der gir et godt bidrag til bedømmelsen af guld- smedkunsten her i landet i middelalderens senere del. En egen skik ligger til grund for de saakaldte Agnus dei, som ogsaa blev baaret rundt halsen og som i vor folkekunst holdt sig længe. Oprindelig gav paven paa paaskeaften dele af det indviede lys til dem, der havde overværet paaskemessen i Peterskirken, som et slags bevis paa at de ogsaa havde været tilstede. Stykkerne pressedes sammen med en slags smørelse til en form med Guds lam paa — deraf navnet. Disse voksaftryk fra det hellige lys bevaredes omsorgsfuldt og havde stor virk- ning mod satans argelist og mod andre ulykker. Siden lavede man en sølvkapsel om disse. I testamenter nævnes de ofte. Flere kjendes fra Norge, Nordiska museet har saaledes et par vakre stykker herfra (fig- 418). I nær forbindelse med helgen- og relikviedyrkelsen stod pilegrimsfærderne. I vor turisttid reiser man efter ganske andre principer end i middelalderen. Man drar ikke ud for at gjøre bod for egne eller andres synder eller opnaa Guds særlige miskundhed. Men selv den moderne turist kan ikke frigjøre sig for en følelse af alvor, nåar han kommer paa de steder, hvor historiens største begivenheder har foregaaet eller der hvor mennesker gjennem aarhundreder har følt den hellige andagt. Det hellige land var jo middelalderens vigtigste valfartsted. For at befri Kristi grav begyndte middelalderen i kors- togene sin hellige krig. Vort lands vigtigste valfartsted var St. Olavs grav i Nidaros. Hid valfartet man ikke bare fra Norge, men ogsaa fra Danmark, Sverige og Finland. Ottekanten var bygget over hans grav, her stod hans skrin med liget, her var St. Olavs brønd, som opkom i nærheden af det sted, hvor Olav den helliges lig først blev begravet. Da den blev oprenset, fandt man i bunden smaa krukker i lighed med relikvie- krukken fra Frosten (fig. 421 ). Pilegrimene var ofte iført en Fig. 414. Lægben fra „St. Olavs hel- ligdomsarm“. Re- likvie i St. Olavs kirke, Kr.a. enkel dragt, en fodsid kappe og vandringsstav. Apostelen Jakob den ældre afbildes gjerne som en middelaldersk pilegrim (fig. 409). I store følger drog saa pilegrimene gjen- nem landet. De svenske og finske kom over Jemtland og Værdalen, andre fra syd kom gjennem Østerdalen. De fleste gik vel den gamle færdselsvej over Dovre og hvilte over paa de gamle historiske fjeldstuer. En af stuerne paa Filefjeld bærer endnu Guds- modersnavn. Et senmiddelaldersk pilegrims- selskab har Chancer i sine „Canterbury- historier“ skildret og disse typer, som er engelske nok, har sikkert med større eller mindre modifikationer eksisteret ogsaa andre steder. Vi ser dem ride til Canterbury, dette pilegrimsfølge, som skal besøge Thomas af Beckets grav : Først den staselige ridder, vidt og bredt bereist og med en livsopfatning, præget af hans mange oplevelser. Ved siden af ham hans søn, en sirlig rytter, danser, fløjtespiller, med anlæg for at lave vers. Man har priorinden, madame Eglantine med nonner og kapelan, halvt klostersøster, halvt verdensdame, hun taler dette engelske skolefransk, som endnu lever, („and Frenche she spak after the scole of Stratford atte Bowe—for French of Paris was to hire unknowe“). Hun var meget følsom, men engelsk sirlig og høvisk i sæder og paa sin kaabespænde bar hun elskovs-