Norges Kirker I Middelalderen

Skatter og kostbarheder i kirkerne. 143 devisen: „Amor vincit omnia“ (Kjærligheden over- vinder alt). Ved siden af hende en munk, en kjæk rytter og dristig jæger, en rigtig „Kristi kavaler“ i kutte og med dyb foragt for „de gamle skindlapper“ i klosterbibliotheket („Of pricking and of hunting for the hare, was all his lust“—). I modsætning til ham den magre student fra Oxford. Saa den livslystne kone fra Bath, enke efter fem mænd „sterk, varm- blodig, kjæk som en skjære og fuld af overmod“. Ved siden af hende tiggermunken med det lure glipøie og hviskende tunge, de unge koners ud- kaarne yndling. Saa den firskaarne, rødhaarede møller med sin sække- pibe og vel belæst i uhøviske bøger, en velhavende kjøbmand med gaffel- formet skjeg og flandersk hat. Føl- get bestaar videre af en læge, en kok, en godsforvalter, en bonde, en sjømand, (som „knew well all the havens, as they were—from Gothland, to the Cape of Finisterre“), en af- ladskræmmer, som handler med en fille af jomfru Marias slør og en lap af St. Peters baadseil og andre hellige rariteter. Lignende brogede sammensatte sel- skaber som dette, der omkring 1400 drog til St. Tho- mas af Beckets grav i Canterbury, har nok oftere draget op til St. Olavs grav i Nidaros. Typerne er tidens, det er det senmiddelalderlige samfund som frem- stilles og underveis har de nok som det Chau- cerske følge underholdt sig med hverandre paa middelaldersk vis med fortællinger og histo- rier. Vi kan nok ha Fig. 415. Relikviegjemme i korvæggen ved domkir- ken paa Kirkebo, Fær- øerne. Fig. 417. Bærebaare for relikvieskrin. Hedal kirke. Valdres. havt baade den bereiste ridder og hans søn, sentimentale priorinder og verdslige abbeder, livslystne koner med fem mænd hinsides fandtes undertiden i Oslo saavelsom i Bath og lure tiggermunke, velhavende kjøbmænd, berei- ste sjømænd og grovkornede møllere har nok til sine tider sammen følt den hellige andagt i St. Olavs stad. Enkelte kirker kunde ha statuer som var særlig under- gjørende. Mest bekjendt er det gamle kruicfiks i Røldal, hvorhen syge og lidende i mængder strømmede til ved St. Hans tider for at helbredes. En mængde forskjel- lige votivgaver findes endnu fra denne kirke (fig. 422). Det er særlig efterligninger i træ af de lemmer, hvor sygdommen holdt til, som fødder, ben, hænder og arme eller den syges hjælpemidler som knæskinner, krykker, stave og haandtag. En anden berømt lovekirke var Thomaskirken paa File- fjeld. Ved sommergudstjenestene her samledes folk fra Fig. 416. Kleberstensplade foran relikviegjemme i domkirken paa Kirkebø, Færøerne. et saadant middelaldersk sanatorie- alle kanter, fra Valdres, Sogn, Hallingdal, ja endogsaa Gudbrandsdalen. Kirken var vidt berømt som under- gjørende, hvorfor splinter og opskrabet støv sendtes lange veie til helsebod for den syge. I 1808 dømte et konge- ligt reskript kirken til nedrivelse. Bønsnes kirke, et privatkapel, muligens fra hellig Olavs tid var ogsaa en love- kirke (fig. 426), og Fane kirke ved Ber- gen havde et under- gjørende sølvkors, som helbredede syge ved berøring. Der byggedes endogsaa et hospital ved si- den. Om hospitalets skjæbne ved man intet, men det er ikke saa vanskelig at danne sig et bil- lede af livet under ophold. Hovedinteressen samlede sig om kirken med gudstjenesten og bodsøvelserne, men samtidig har natur- ligvis disse folk med sygdomme og plager fulgt af sine nærmeste fundet sin glæde i at træffe ligesindede og komme sammen under forhold udenfor det tilvante. Det evig menneskelige, som man møder ved nutidens kursteder, har ogsaa mødt en ved de middelalderske. Det behagelige ved fælles skibbrud og den fælles- glæde over enkeltes hel- bredelse præget hospi- talet ved Fane kirke under Saisonen, som det gjør paa lignende steder i vore dage. Og det var ikke bare farlig syge som kom. Hid kom ogsaa syndere med selskabelige talenter. — Som sagt ved de smaa lovekirker slog pilegrime sig ned og her udfoldet sig ogsaa omend i mindre rnaale- stok, det middelalderske pilegrimsliv. Man drog imellem til udenlandske valfartssteder for at skaffe sig legem- lige eller sjælelige helbredelser eller man sendte andre istedet med sine gaver. I kong Magnus og dronning Blanchas testamente af 1346 ser man, at de ønsker at der skal sendes bud med offer: først til Rukku- madur en kalk af 6 mark guld, til Aachen, Güstrow og den hellige St. Jacob hver en til 4 mark. Med Rukku- madur menes: det franske sted Rocamadour, Güstrow ligger i Meklenburg. Med St. Jacob menes San Jago de Compostella i det nordvestre Spanien. Det var ganske anseelige gaver, som dog aldrig blev afleverede, da kongen