Norges Kirker I Middelalderen

Det indre udstyr: Alter, døbefont. — Ornamentik. 29 Enkelte stenkirker havde ogsaa sin tagrytter. Den sees paa segl fra Utstein kloster (fig. 55). Senere blev typen meget almindelig; hvorvidt saadanne findes bevaret fra middelalderen, ved jeg ikke. Den lille vakre tagrytter ved Kviteseid kirke er ifølge arkitekt C. Berners besigtigelse fra nyere tid (fig. 19). Paa stavkirker findes oftere disse tagryttere. Tvers Denne aabne ved kirker den ældste ordning, og Fig. 54. Tagrytter paa Hurum stavkirke. Efter Nicolaysen. Fig. 52. Taarnkonstruktion ved Aardals stav- kirke. Efter Nicolaysen. Fig. 53. Tversnit af midttaarnet ved Ringsaker kirke. Sideskibene halvtøndehvælv. Efter tegning af arkitekt Nordhagen. over rygaasen lægger sig, ret over to af tagstolens sperrer, to svære tømmerstokke. De forbindes ved tver- trær, hvorfra hjørnestavene sænkes ned paa tagets sider. Væggene dannes af indfældte planker, ofte i rigt gjennembrudt arbeide. I Borgund, Hurum (fig. 45, 54, 57) og Eidsborg kirker har vi bevaret den gamle tagrytter. Foran kirken anordnedes i ældste tid en af søiler baaret forhal, som ofte blev rigt smykket. Den svarer nærmest til vort vaabenhus, der fik sit navn af den gamle skik, at ingen turde ta sine vaaben med ind i selve kirken, men satte dem fra sig i forhallen (fig. 56). Forhallen i selve taar- net blev ofte vaabenhus. Undertiden er kun en taarnfod bygget som vaabenhus, idet selve taarnhøiden mangler. Oftest har vel vore vaabenhuse været af træ. Længe holdt sig den gamle karakter, som f. eks. ved Kviteseid, der skal være fra begyn- delsen af det 18de aarhundrede (fig. 19). De ejendommeligste af vore forhaller er svalegangene om stavkirkerne. De er benyttet paa en kunstnerisk, overordentlig virkningsfuld maade. Man kjender ikke rig- tig deres forhistorie. Arkitekt H. M. Schirmer vil se dem. Fig. 55. Stenkirke med tagrytter. Utstein klostersegl. som udviklede af privatboligens gamle skaater. I saa tilfælde biir en form som den tætte ved Reinli ældst (fig. 17). Ved Urnes og Rinde kirker har vi foran vest- siden en aaben søilebaaret forhal, der sikkert maa ha havt udenlandsk forbillede (fig. 58). forhal er vel at man saa for at skjærme kirkens træverk lukker svale- gangen mere og mere ind. Det kan vel hænde, at det gamle skaatearrangement her har paavirket. Den almin- delige form er brystvern med rundbuede aabninger over (fig. 45). Svalen fik ofte tjene verdslige interesser; her mødtes man og afgjorde kjøb og salg. Dokumenter blev opsat i „udskottet“ i kirken. Om gulvet i vore ældste stenkirker ved man ikke meget bestemt. Det har vel ofte som i privatboligen været af stampet jord, ligesom ogsaa stenheller kan være brugt. Det hænder ikke sjelden, at gulvet følger terrænets stigning og fald, saa alteret kan ligge høiere eller lavere end indgangen. Dette er tilfældet med Sunnivakirken paa Selje og Michaelskirken ved Tønsberg. Hvad stavkirkerne angaar dannes gulvet af et aabent netverk af planker, hvis overside biir liggende i dagen, medens gulvplankerne indfældes i mellemrummene, altsaa en art parketgulv. Fig. 59 gir et indtryk af den faste konstruk- tion. Langs væggene gik en fast bænk (oldn. setupallr), som endnu er synlig i Hedals og Borgunds stavkirker. I Moster stenkirke findes spor af samme slags bænke.