Nyere Fremgangsmåder Ved Jærn Og Staaltilvirkningen

Nyere Fremgangsmaader ved jærn- og Staaltilvirkningeii. 7 ratur, som man tilsigtede, 6 — 700°, dels Støbejærnet, hvoraf Varmeapparaterne vare byggede, ikke i Længden kunde modstaa denne Varme. Man udførte derfor Vind- varmeapparater efter Siemens’s Regenerativ- system, bestaaende af Regeneratorer af ildfast Materiale; en saadan opvarmes ved Forbrænding af Højovngas (Gicht- gas), idet denne under Gjennemstrømningen blandes med atmosfærisk Luft, og naar den rette Temperatur er naaet, afspærres den, og Blæsevinden presses igjennem i modsat Retning til Vindpiberne. Til Højovnen hører saaledes mindst to saadanne Regeneratorer, hvoraf den ene op- varmes, medens den anden afgiver sin Varme til Blæse- vinden. En Beklædning med Jærnplader gjør Regenera- torerne lufttætte, saa at Vinden kan faa et Tryk af 2()0mm- Kviksølv. Jærnledningen for den varme Vind er fodret med ildfast Materiale. Et meget benyttet Vindvarmeapparat af denne Art er konstrueret af Whit- well. Derved er Ci nd e r s for bruget ved Udsmeltningen gaaet ned fra 1.3 til 1 Ton og derunder pr. Ton Raajærn, medens det ved kold Vind er l.s; gat r man tilbage til Tiden før 1830, brugte man i Skotland ikke mindre end 4 Tons Cinders pr. Ton Raajærn. Produktionen, som steg med Vindens Temperatur, forøgede man yderligere ved at forøge Vindmængden, f. Ex. fra 200 til 500 Kubikmeter pr. Minut, og desuden byggedes Ovnene større. Nu til Dags ere saaledes Ovne, der producere 50 Tons i Døgnet, meget udbredte, en Produktion af 100 Tons er ikke noget ualmindeligt, og flere Højovne levere 150 Tons i Døgnet. Den største Produktion er naaet i Amerika, hvor der fra en enkelt Højovn (i Thomsons Steel Works) opnaaedes 1805 Tons i en Uge eller 258 Tons i Døgnet. — Hvad Manganjærnet angaar, blev det i Begyndelsen tilvirket i Digel; Jærnværket Terrenoire indførte derimod senere Udsmeltning i Højovn med Be- nyttelse af et tilsvarende manganholdigt Raamateriale. Der kan saaledes fremstilles ef Metal med indtil 85 pCt. Mangan, men ordinært gaar man ikke højere end til 80 Procent. Del' kræves meget høj Temperatur og stærkt basisk (kalkholdig) Blanding, for at Manganet ikke skal gaa over i Slaggen, hvilket dog ex- Tilfældet med en stor Del; Ovnens Gang er meget langsom og Forbruget af Brændsel meget stort; en Højovn, som i Døgnet leverer 42 Tons almindeligt Raajærn med et Forbrug af 0.95 Tons Cinders pr. Ton Jærn, producerel- kun 10—11 Tons Jærnmangan med 81 pCt. Mangan og forbruger hertil 3.3 Tons Cinders pr. Ton; Vindens Varmegrad var i første Tilfælde 750°, i sidste 715°. Bessemermethoden lider af den væsentlige Mangel, at Fosfor og Svovl, som findes i Raajærnet, ikke fjærnes ved Behandlingen. Da kun Svovlet, men ikke Fosforet lader sig drive over i Slaggen ved Raajærnets Udsmelt- ning, og Fosforet overvejende stammer fra Malmen, maa man anvende rene Malme til Raajærn, som er bestemt for Bessemermethoden. Saadanne Malme ere de, som indeholde vandfrit Jærntveilte (Jærnglans, Hæmatit, Blodsten, Rødjærnsten), Jærnmellemilte (Mag- netjærnsten) og kulsurt Jærnforilte, men i sidste Tilfælde dog kun den saakaldte Spathjærnsten, dex- tillige er stærkt manganholdig. Deres Forekomst i de stærkt jærnproducerende Lande er dog forholdsvis indskrænket. Heldigst stillet er Sverig, hvis Bjærgmalme, som ere Magnetjærnsten og Jærnglans, kun indeholde O.oos—O.oso pCt. Fosfor. Malmene fia Dannemora og Uppland inde- holde endda: kun O.ooa—0.003 pCt., medens dex- paa den anden Side kan findes Malme med nogle Tiendedele pCt. Fosfor (Grangärde i Dalarne og Gellivare); enkelte indeholde endog 1 pCt. Dette Forhold har lettet Besse- mermethodens Indførelse i Sverig, idet man i andre Lande først maatte indhøste den Erfaring, at rene Malme vare nødvendige. Hele Sverigs aarlige Indvinden af Bjærgmalm er dog kun c. 800 000 metriske Tons, medens England, Cumberland og Lancashire bryder c. 2.2 Mill. Tons rene Malme, som er mellem '/s og */r af dets samlede Produktion. I Frankrig findes derimod ingen Lag, som ere Omtale værd, og det lidet forekommer endda i Ud- kanterne af Landet (østlige Pyrenæer og Alperne). Tysk- land har Spathjærnstenen (Siegen i Westfalen og Nassau), og Østerrig den samme Malm i Steirmark og Kärnthen. Heldigvis findes der andre Lande, som ere rige Finde- steder for rene Malme, men mangle Evne til selv at be- nytte dem. Saadanne ere Spanien, som har rige og rene Hæmatitex- ved Bilbao og Spathjærnsten ved Carthagena og Almeria; Elba, som har mægtige Lag af Magnetjærn- sten og Jærnglans, og Algier, hvor der findes Magnet- jærnsten og brune Hæmatitex- (vandfattige Jæintveilte- hydrater). Disse Malme ere bievne en gængse Handelsartikel, som transporteres ikke blot til Havne- stæderne, f. Ex. til Cleveland-Distriktet i det østlige Eng- land, men ogsaa pr. Jærnbane dybt ind i Kontinentet, til Creusot i Frankrig og Bochum i Westfalen; de pas- sere endog Atlanterhavet og forsyne Bessemerværkerne i de nordamerikanske Fristater; en Tredjedel af Frank- rigs Produktion af Raajærn i 1879 skyldtes importerede Malme. Dampkraften har gjort det muligt at udføre denne Transport tilstrækkelig økonomisk, idet den tilmed udføres med store Dampere, der specielt konstrueres til dette Brug, drives frem med jævn Hastighed, men baade losse og lade hurtig; de ere indrettede til Vand- ballast, saa at de vende vandballastede tilbage. De store Værker, saasom Staalværkerne Denain og Anzin i det nordlige Frankrig, gjøre sig tilmed uafhængige af Rhederierne, ved selv at anskaffe sig exx Flaade af saadanne Dampere. Den billige Fragt har ligeledes gjort det muligt at blive uafhængig af Kulgruberne, nu da Kul- forbruget i Jærn- og Staalindustrien er gaaet saa betyde- lig ned. Engelsko Cinders tilføres saaledes de franske Værker i Departementerne Calais og Nedre-Loire, saa vel som de spanske Jærnværker ved Bilbao, og Jærnværker ere bievne anlagte i Havnestæder (Marseille), hvor der hverken findes Kul eller Malm, dex- begge Dele tilføres langvejs fra ad Søvejen. 4. Den basiske Bessemerproces. I Aaret 1878 bekjendtgjorde Englænderne Thomas og Gilchrist deres modificerede Arbejdsmaade ved Bessemerprocessens Ud- førelse, hvorved den ex- gjort anvendelig ogsaa paa fosfor- holdigt Raajærn. Den beror paa den alt tidligere gjorte Erfaring, at Fosforet ikke kan fjærnes, naar der dannes en meget kiselsyrerig (,,sur“) Slagge, hvilket nødvendigvis ex- Tilfældet, naar Beklædningen dannes af Kiselsyre, som tidligere ansaas for det eneste brugbare Materiale. Kisel-