Dansk Roesukkerindustri

TIDSSKRIFT FOR INDUSTRI 1913 Roerne skal begynde, dels skyller dem rene for en Del af det løst siddende Snavs. Resten af dette fjernes i Roevadskema- skinerne (se Figur 4), store Jærntrug, fyldte med Vand, hvor Roerne ved en med Tværarme forsynet horisontal Aksel bringes til at gnide imod hinanden. Til- sidst hæves de ved et Øsehjul eller et andet Apparat op af Vandet, befries ved Fig. 5. Roeskæremaskine (efter Claassen). Knivene er anbragte ved c, ved II falder de fær- dige Snitter ud. at rystes paa en Si for vedhængende Vand og er nu i en saadan Tilstand, at Saftudvindingen kan begynde. Den mest nærliggende Maade til at faa Sukkersaften ud af de saa overordentlig talrige smaa Cellerum, hvori den som om- talt er indelukket, synes at være at rive Roen paa et Apparat, der virker som et Rivejærn, og derefter presse den dannede Grød paa en saadan Maade, at Saften løber fra. Paa denne Maade gjorde alle- rede Achard det, og selv mange Aar deref- ter kendte man ingen anden. Men foruden at denne indgaaende Sønderdeling med- fører et stort Kraftforbrug, lykkes det ikke paa denne Maade at udpresse al Saf- ten, en Del bliver tilbage i Presseresterne og gør naturligvis disse meget sukkerrige, saa al de bliver et særdeles værdifuldt Kvægfoder, men betyder, set fra el fabri- katorisk Standpunkt, et Tab. Denne Me- tode er derfor overalt forladt og i Reglen erstattet med den saakaldte Diffusionsme- tode. Denne beror paa den ejendommelige Forandring, de træagtige Vægge i Roens sukkersaftholdige Celler undergaar, naar Cellernes Livsvirksomhed dræbes ved, at de opvarmes til Temperaturer over en halv hundrede Grader, i Reglen til 75— 80 Grader. Medens en saadan Celle tidli- gere, selv om den laa meget længe i Vand, saa godt som intet Sukker afgav til dette, vil Forholdet nu være et helt andet: Cellens Væg er bleven gennemtrængelig for Sukkeret, dette kan, som man siger, »diffundere« igennem den og ud i Van- det. Og ikke alene gennem en enkelt Cellevæg kan dette foregaa: skærer man en langagtig Strimmel ud af en Roe, en saakaldt »Roesnitte«, opvarmer den en vis Tid til ca. 75 0 og lægger den derpaa i rindende Vand, saa at der ikke udenom kan danne sig en stærk Sukkeropløsning, vil man efter ikke særlig lang Tid finde, at Snitten er næsten sukkerfri, at saa godt som al dens Sukker er vandret ud i Vandet. T Praksis maa man indrette sig paa en no- get anden Maade, da man jo her, for ikke at faa alt for meget Vand at fordampe, maa sørge for, at den vundne Sukkerop- løsning faar en nogenlunde rimelig Styr- kegrad, og man maa derfor anvende en ret begrænset Vandmængde til at lade Suk- keret diffundere ud i. Som altid i Tek- niken i lignende Tilfælde anvender man da det saakaldte» Modstrømsprincip«, idet Roesnitterne behandles med en Række Sukkeropløsninger, som efterhaanden bli- ver svagere og svagere, ja tilsidst anven- des endogsaa rent Vand: de stærkeste 108