Undersøgelser Over Linolie Og Rustbeskyttelsesmidler

 — 21 — gang til Jærnets Overflade ved at virke ødelæggende paa det beskyttende Overtræk. Spennrath mener derfor, at det er urigtigt at bedømme en Malerfarves Godhed ude- lukkende efter dens Holdbarhed overfor Torskellige rust- dannende Stoffer. Efter Wood skal Ødelæggelse af Farvehinder ofte til en vis Grad skyldes katalytiske Virk- ninger af et af Hindens Stoffer i Forhold til andre*). Som nævnt kunne ogsaa fysiskePaavirkninger tænkes at medvirke ved Farvehindernes Ødelæggelse. Temperatur- forandringer angives saaledes hyppigt at være Aarsagen til Dannelsen af fine Revner i Farvehinder, naar nemlig disse have Udvidelseskoefficienter, der ere forskellige fra Jærnets, saaledes at der opstaar Spændinger i Hinden, som efterhaanden ville medføre, at denne brister. Spennrath fremhæver denne Dannelse af saakaldte Luftrevner som overmaade farlig, medens Simon vel indrømmer, at der ved Varme kan dannes haarfine Revner i Farvelaget, men i øvrigt ikke tillægger dette Forhold saa stor Betydning. Rent mekaniske Paavirkninger kunne malede Flader f. Eks. modtage under aaben Himmel ved Regn, Hagl og Støv, som dels efterhaanden ville kunne slide Farve- laget af, dels, navnlig ved sprøde, lidet elastiske Farver, ville bevirke, at Farven springer af i smaa Flager. Ved alle de her nævnte Eksempler paa Jærnets Rustdannelse trods Maling, var denne altsaa en Følge af, at Farve- hinden destrueredes og tillod Luften at komme i direkte Berøring med Jærnet; det er imidlertid ikke ualmindeligt, at Jærn ruster under Malingen, selv om denne endnu til- syneladende er saa godt som ubeskadiget. Ofte er natur- ligvis saadan Rustdannelse en Følge af mangelfuld Rens- ning af den strøgne Flade, men hvor dette ikke er Til- fældet, kan den vanskeligt forklares uden ved at antage enten, at Farvens Bestanddele selv virke angribende paa Jærnet, eller at Farvehinden endog i ubeskadiget Tilstand til en vis Grad er gennem trængelig for Luftarter og Vædsker. At selve Rustbeskyttelsesmidlet skulde virke rustdannende, vilde selvfølgelig være højst uheldigt, men maa dog antages at kunne ske, — se S. 16 Spørgs- maalet om, hvorvidt Farvehinder ere gennemtrængelige for Luftarter og Vædsker, omtales ogsaa af Spennrath, idet han mener, at enhver Farvehinde, selv naar Paa- strygningen er foretagen med al mulig Omhu, vil inde- holde mikroskopiske Aabninger, gennem hvilke Luft og Fugtighed kunne faa Adgang. Andés benægter Rigtigheden af denne Antagelse. Spørgs- maalet, som for øvrigt ogsaa er undersøgt af Simon, vil imidlertid blive omtalt senere, -— se S. 25. Her skal det blot endnu tilføjes, at ogsaa Hillig antager, at Oliefarve- hinder ere gennemtrængelige for Vand, og at Gennem- trængeligheden skyldes Indhold af fri Glycerin**). 4. Prøvning af Rustbeskyttelsesmidlers Værdi. A. Uddrag af forskellige Meddelelser om saadanne Prøver, saavel praktiske Prøver som Laboratorie- forsøg. a. Praktiske Prøver. Den overordentlig store Mængde af nye Farvepræparater, der som nævnt i de senere Aar har oversvømmet Mar- ____________ * ) Se hans S. 13 anførte Foredrag p, 807. * *) Der Eisenrost u. die moderne Rostschutztechnik, Baumaterialien- kunde 1903, S. 215. kedet, har for Forbrugerne i høj Grad vanskeliggjort Valget af passende Farver til deres Behov. Mellem saa mange forskellige Farvesorter, af hvilke adskillige ere over- maade prisbillige, vil der uundgaaeligt ogsaa findes nogle mindre gode eller ganske værdiløse Fabrikata, der imidlertid ligesom de fleste andre ledsages af Prospekter, som til- lægge den paagældende Farve de fortrinligste Egenskaber. Disse Forhold have givet Stødet til Begyndelsen af sammenlignende Forøgsrækker, som gaa ud paa at opnaa Kendskab til Farvernes relative Værdi som Rustbeskyt- telsesmidler. Den mest nærliggende Metode at udføre saadanne Forsøg paa vilde være den ligefrem i Praksis at male med de forskellige Farver, som ønskedes sammen- lignede, ved Siden af hverandre og i Tidens Løb iagttage, hvorledes de holdt sig. Forsøg af denne Art, altsaa rent praktiske Forsøg, ere i de senere Aar ogsaa foretagne i ret stor Udstræk- ning paa forskellige Steder i Europa og Amerika. I det efterfølgende skal der derfor eksempelvis gives korte Uddrag af Meddelelser om enkelte mere omfattende Undersøgelser paa dette Omraade. I »Centralblatt der Bauverwaltung« meddeler Eger saa- ledes Resultaterne af Undersøgelser, der ere foretagne paa forskellige Steder i Tyskland. Aargang 1897, S. 581. — Her angives følgende Farver at være de ved de tyske Statsbaner hyppigst anvendte næstefter Oliefarve med Blymønniegrunding, som endnu brugtes i mere end % af Tilfældene: 1) Dr. Grafs Skæl- panserfarve, 2) Oliefarve eller Blyhvidtfarve, 3) Bly- mønniefarve, 4) Dr. Milnch år Röhrs Dauerfarbe (saa vidt vides Spirituslak med Jærnmønnie), 5) Rathjens Kompo- sition, 6) Oliefarve paa Jærnmønniefarve, 7) Bessemerfarve, 8) Platin- eller Dauerfarbe [Ramatsch år Cie., Kitzingen), 9) Blanding af Fedtgastjære og Svovl, 10) Siderosthen, 11) Schuppenbrokatfarbe Matthies år Cie., Erbach, Oden- walde). Praktiske Forsøg med disse Farver vare ikke førte saa vidt, at der paa Grundlag deraf kunde gives nogen bestemt Fortrinet.. Det hedder sig om Siderosthen, at Jærnet ved Anvendelsen af denne Farve ikke først be- høver at renses for Rust, men dette savner Bekræftelse ved Forsøg. Undersøgelser med Antirostin [Karl Krauthammer, Ber- lin), der blev strøgen paa nogle Ventilationsrør paa Tagene paa den tekniske Højskole i Hannover 1894—95, som foruden af Vejrliget tillige paavirkedes af udstrøm- mende Svovlsyrlingluft og andre Luftarter, førte til det Resultat, at denne Farve var at foretrække selv for god Mønniemaling. Ved Geheime-Statsarkivet i Berlin foretoges Forsøg med Maling af Jærnplader paa Taget. C. 1300 m2 bleve malede paa begge Sider 2 Gange med Blymønniemaling uden Terpentin og dernæst efter Lægningen paa Ydersiden 2 Gange med Blyhvidt; endvidere bleve forsøgsvis 50 m2 malede med Bessemerfarve og 50 m2 med Dr. Grafs Skælpanserfarve, saaledes at Indersiderne kun modtog 2, Ydersiderne 4 Paastrygninger. Efter 3 Aars Forløb viste førstnævnte enkelte Rust- pletter, medens de to andre havde Rustpletter jævnt over hele Fladen og bleve kasserede efter 5 Aars Forløb (se Aargang 1900). Holdbarheden overfor Havvand blev prøvet bl. a. ved