Undersøgelser Over Linolie Og Rustbeskyttelsesmidler

to En af de tre Afdelinger af Flydedokken i Swinemiinde blev i Juni—Aug. 1900 forsøgsvis strøget to Gange med Black Varnish, en anden tre Gange med Rahtjens Patent- farve efter Grunding med Blymønnie, en tredie og en Lodsdamper tre Gange med Hansa Patentfarve. Efter 22 å 25 Maaneders Liggetid vare de med Black Varnish strøgne Jærndele stærkt rustede, Rahtjens Patentfarve havde holdt sig godt, medens den med Hansafarven strøgne Damper var mere eller mindre stærkt rustet paa forskellige Steder. Ved en Prøve med Nauton viste denne sig god, men gav Anledning til stærkere Begroning end Rahtjens Farve. Der anføres Priserne paa de nævnte Stoffer pr. m2 Ved et Forsøg med Matthies’ Schuppenbrokatfarbe viste denne sig at gaa let løs over Vandfladen allerede efter nogle Maaneders Forløb. . Videre anføres et gunstigt Forsøg med Dr. Treumanns Rustbeskyttelsesmiddel paa forskellige Oliemalingsgrun- dinger paa en Jærnpram. Af en Mængde Forsøg fra andre Regeringsdistrikter haves Resultater med de samme og andre Farver, saasom Siderosthen, Stenkulstjære, Blymønnie, Dr. Grafs Skæl- panserfarve, Dr. Pjlugs Dauerfarbe, Dr. Munch & Röhrs Dauerfarbe, Ripolin, Ferrubron (fra Ernst Gartzske i Berlin og fra Sternberg u. DeutscK] samt Zoncafarve. Det vilde føre for vidt her at gengive alle de derom givne Oplysninger. Kun skal anføres, at de 8 Farver, der anvendtes paa Broen ved Kiistrin som ovenfor nævnt, i 1902 bleve klassificerede efter Godhed, og at Dr. Grafs Skælpanserfarve og Dr. Pfhigs Dauerfarbe havde holdt sig bedst. I det S. 13 nævnte Foredrag af Wood gøres p. 766 Rede for Udfaldet af et Forsøg, hvorved en Del af New York Elevated Railway Viaduct blev malet med 17 for- skellige Farver for at sammenligne deres Modstands- dygtighed. I »Transactions of the American Society of Civil Engi- neers« 1895, vol. XXXIII, p. 485 omtales en stor Række Undersøgelser af amerikanske Jærnbroer, som for største Delen vare malede med forskellige Jærnmønniesorter, enkelte med Blymønnie. Heraf fremgaar, at Blymønnie ikke synes at være bedre end Jærnmønnie til dette Brug. Imidlertid efterfølges denne Afhandling af en Diskussion med Ud- talelser af adskillige amerikanske Ingeniører, som indtage meget afvigende Stillinger med Hensyn til Bedømmelsen af Jærnmønnie og Blymønnie. F. Eks. p. 538—39 an- føres daarlige Erfaringer med Jærnmønnie. Vigtigheden af at male paa rene Flader betones stærkt. (I Tilslutning til ovenstaaende skal anføres, at »Baumaterialienkunde«, 1900, indeholder en kort Notits vedrørende Forholdet mellem Jærn- og Blymønnie. Det synes herefter, at nyere Under- søgelser have godtgjort, at det ved Paastrygning af Jærn, som er udsat for Luften, er ligegyldigt, hvilken af de nævnte Farver, man anvender; kun anbefales det at bruge saa rene Kvaliteter som muligt). I Aargang 1899 S. 670 af samme Tidsskrift meddeler . Sabin Resultaterne af en Undersøgelse med lakerede Plader af Jærn og Aluminium (lignende Forsøg ere ogsaa tidligere udførte af ham), hvis Holdbarhed mod salt og fersk Vand blev prøvet. Pladerne, hvis Størrelse var 12 X 20" eng. (Tykkelse x/8" eng.), vare ved Hjørnerne fastspændte i Trærammer, hvori de passede tæt, saaledes at Afstanden mellem de enkelte Plader var 2" eng. Til samtlige Forsøg med Jærn var der anvendt Jærnplader, der vare bejdsede, koldt valsede og rensede med Jærntraadsbørster. Der blev fremstillet 3 Sæt Plader, af hvilke de to bleve ned- sænkede 6' eng. under Vandspejlet i Havvand ved to forskellige amerikanske Havne, det tredje i fersk Vand 20' eng. under Overfladen. De benyttede Lakker bleve fremstillede saaledes: Først opvarmedes visse Harpiksarter (Kauri, Manila og Zanzibar) til 700—900°F.; til 100 Ibs. af den smeltede Masse blev derpaa sat 20, 30 eller 40 gall, varm Linolie, og Blandingen blev opvarmet nogle Timer og fortyndedes endelig med Terpentinolie. Der udførtes nu Forsøg med Plader dels strøgne med disse Lakker alene eller med ren, raa Linolie, dels med Lakfarver, saakaldte Emaillefarver, fremstillede ved Udrivning af forskellige Farvepulvere, saasom Zinkhvidt, Blyhvidt, Ultramarin og Grafit, i nævnte Lakker; tillige maledes Plader med Blymønnie eller Blandinger af Blymønnie med andre Farvepulvere (f. Eks. Zinkhvidt), udrørte i ren Linoliefernis. Som Resumé af de meget omhyggeligt op- tegnede Forsøgsresultater skal anføres, at det synes at være temmelig ligegyldigt, hvilket Farvepulver der an- vendes, medens Bindemidlets Art spiller en betydelig Rolle, — jvnfr. S. 14. I det Hele gav de bedste Emaillefarver det bedste Resultat, formentlig fordi Lak giver en mindre porøs Hinde end Linoliefernis. Skellak- spiritus, som ogsaa blev prøvet, viste sig at staa sig godt i ferskt Vand, men daarlig i salt. Det blev desuden i nogle faa Tilfælde forsøgt at bage Lakkerne og Lakfarverne, hvilket som omtalt S. 19 paa Forhaand skulde anses for at være gavnligt, men i Praksis jo i Reglen er ugørligt. Det viste sig, at denne Behandling for- øgede Holdbarheden overfor ferskt Vand, medens den ved Saltvand kun viste sig skadelig. En Undtagelse herfra havdes for Sabin Pipe Coatings Vedkommende, den S. 19 om- talte Emaillefarve, der altid blev bagt ved 4oo°F. efter Paa- strygningen. Den viste sig bedst af alle baade i ferskt og salt Vand. Saavel denne Emaillefarve, som den bedste af de ikke bagte Lakker: Durable Metal Coating, den sammesteds omtalte Asfalt-Kopallak, der indeholder et asfalt- agtigt Mineral, Gilsonit, vare fra det bekendte Firma Edward Smith &• Co., New York, hos hvilket Sabin er Kemiker, og som har udgivet den interessante Afhandling: Application of varnishes and enamels for the protection of iron- and steel- structures and hydraulic work, New-York 1896. I »Mittheilungena. d. kgl. techn. Versuchsanstalten«, 1902, 3—4 Hefte omtales Forsøg af Prof. Rudeloff. Forsøgene omfattede forskellige Jærnsorter (Svejsejærn, Thomasstaal og basisk Martinstaal), og der blev til disse anvendt Jærnplader dels med Valsehud, dels uden, idet Valse- huden fjærnedes enten ad mekanisk eller ad kemisk Vej. Ved hvert Forsøg bleve Pladerne prøvede dels uden beskyttende Overtræk, dels forkobrede, forzinkede eller malede med almindelig Blymønniefarve. Forsøgene bestode i 1) Udsættelse for tør Luft, 2) Ud- hængning i fri Luft, 3) Udsættelse for Røggas, 4) for Højovnsgas, 5) for Grubevand, 6) for Havvand, a) idet Pladerne vare anbragte stillestaaende, b) idet Pladerne vare befæstede til Skibe i Fart, 7) for varm, fugtig Luft i Kedelrum paa Skibe. Prøvelegemerne bleve bedømte efter 1, 3, 6, 12 og 24 Maaneders Forløb, idet der blev taget Hensyn til Udseendet og Vægtforandringerne samt