Undersøgelser Over Linolie Og Rustbeskyttelsesmidler

— 25 — til Resultaterne af paafølgende Bøje- og Strækprøver etc. Ved de fleste af Forsøgene viste Blymønniemalingen sig at beskytte bedst, medens Forkobringen afgav den mindst værdifulde Beskyttelse. Kun ved Behandlingen med Grubevand var Forzinkningen mere holdbar end Bly- mønniemalingen. For de malede Pladers Vedkommende syntes det at være ligegyldigt, om Paastrygningen var foretaget paa det med Valsehud forsynede Jærn eller paa blanke Plader, hvad enten disse vare rensede ad mekanisk eller kemisk Vej; dog viste der sig ogsaa i denne Henseende en Afvigelse ved de i Grubevand anbragte Prøvestykker, idet de Plader, der før Paastrygningen vare rensede ved Afslibning, vare mindre vel bevarede, end de øvrige. b. Laboratorieforsøg. De hidtil nævnte Metoder at prøve Malerfarver paa, som altsaa simpelthen bestode i at udsætte de paa- gældende Farver for de i Naturen forekommende Paa- virkninger, lede bl. a. af den Mangel, at Forsøgene i Regelen bleve meget langvarige særlig ved Prøvningen af gode Farver. Dette har bevirket, at man har for- søgt delvis at erstatte de praktiske Forsøg med Labo- ratorieforsøg, hvorved man som Regel anvendte mere koncentrerede Paavirkninger, for i Løbet af kort Tid at kunne naa til Angreb af lignende Art som de, Naturen er Aar om at frembringe. Ogsaa paa dette Omraade ere adskillige Forsøg foretagne dels paa For- anstaltning af Materialprøveanstalterne i de forskellige Lande, dels ogsaa ved privat Initiativ. For at give en Forestilling om, paa hvilken Maade saadanne Forsøg have været udførte, skal det anføres, at der ved kgl. mech. techn. Versuchsanstalt i Berlin allerede i Aaret 1895 eksisterede følgende Prøver for Malerfarver: 1) Bestemmelse af Farvens Tørringstid. 2) Bestemmelse af Farveforbruget pr. Fladeenhed. 3) Bestemmelse af Farvehindens Modstandsevne mod Formforandring, prøvet ved Bøjning af malede Blik- strimler om Dorne af forskellig Diameter. 4) Bestemmelse af Farvehindens Modstandsevne mod ridsende Paavirkning, en Prøve, som dog paa nævnte Tidspunkt ikke havde givet tilfredsstillende Resultater. 5) Bestemmelse af Modstandsevnen mod Varme. 6) Bestemmelsen af Modstandsevnen mod Indvirkning af: a. Fugtig Luft, b. Fugtig, kulsyreholdig Luft, c. Chlorholdig Luft, d. Ammoniakholdig Luft, e. Røggas, f. Udludningsvædske fra Kulaske, g. Saltvand. 7) Bestemmelse af Modstandsevnen af de efter 3 be- hancflede Prøvelegemer mod de i 6 nævnte Paavirkninger. 8) Fremstilling af Farvehinder ved Opløsning af Under- laget. 9) Fotografering af Hinderne i gennemfaldende Lys samt Fremstilling af Mikrofotografier. 10) Prøvning af Farvehindernes Strækkelighed ved Overrivningsforsøg med Prøvelegemerne. 11) Centrifugeringsforsøg til Bedømmelse af Farvens Tilbøjelighed til at skille sig i Farvepulver og Udrørings- middel. 12) Kvalitative kemiske Undersøgelser af Pulveret og Fernissen. Videre kan oplyses, at den schweiziske Materialprøve- anstalts Metoder for Undersøgelser af Malerfarver findes gengivne i Andés: Der Eisenrost S. 265, og at der i det *S. 16 omtalte Tidsskrift »Graphite« 1904, S. 405 gengives et Forslag af Mac Naughton til det amerikanske Materialprøvningsforbund om Prøvemetoder for Maler- farver. Heraf skal følgende anføres: Til Prøvning af Adhæsionen, medens Malingen er frisk, foreslaas det at skrælle den af med en Mejsel, senere hen at underkaste bemalede Plader skiftevis Opvarmning og Fugtning. Til Prøvning af Elasticiteten kan anvendes Bøjning af be- malede Blikstykker som foran anført eller deres Ud- sættelse for skiftende Temperatur. Videre foreslaas blandt andet at prøve Malerfarve mod Slid af faldende Sand, som det vil ses af det følgende, at Statsprøveanstalten alt havde indført. Til Fremstilling af løse Farvehinder foreslaas foruden foranstaaende Metode at male paa Kort- papir, der er besmurt med Dekstrin, og opløse Dekstrinen ved at dyppe Kortet i Vand. Af de øvrige til forskellige Tider i tekniske Tidsskrifter fremkomne Meddelelser om mere eller mindre omfattende Laboratorieforsøg med Malerfarver skal her gives nogle Udtog. I »Dinglers polyt. Journal« 1897, Bd. 305, S. 285 meddeler Simon Resultaterne af en Undersøgelsesrække over forskellige Linoliefarver. Han malede Plader med de paagældende Farver og nedsænkede dem i Akkumulatorkasser med Saltvand, saaledes at 2/3 af Pladerne dyppede i Vædsken. Pladerne henstode nu i 6 Maaneder; herefter viste de nogle cm over Vandlinien Afskalning og Blæring af Farvehinden, des stærkere, jo mindre Fernis Farven indeholdt. Under Vandlinien var Angrebet betydeligt svagere (stærkest for Blyhvidt). Simon mener, at dette maa forklares derved, at Saltvandet er trængt igennem Farvehinden og ved Fordampning og deraf følgende Saltudskillelse over Vand- linien har sprængt Hinden fra Jærnet. For nærmere at undersøge Gennemtrængeligheden fremstillede Simon Farve- hinder, idet han hertil ikke benyttede den gængse (f. Eks. af Spmnrath anvendte) Metode at male paa Zinkblik og opløse Zinken i fortyndet Svovlsyre, men derimod malede paa Gelatineplader, der forud vare forsynede med et præpareret Limlag. Paa denne Maade kunde Hinden løses af i koldt Vand, og man undgik saaledes en mulig Omdannelse af Hinden ved den fortyndede Syre. De saaledes fremstillede Hinder vare meget elastiske og mistede ikke denne Elasticitet ved tør eller fugtig Varme. Simon prøvede nu Hindernes Tæthed bl. a. ved at spænde dem over en lille Dialysator og dermed foretage Diffusionsforsøg med forskelligt farvet Vand med og uden Kogsalttilsætning. I første Tilfælde fandt der i Løbet af 24 Timer ingen kendelig Gennemgang Sted, men derefter steg den hurtigt. Med Kogsaltopløsning gik Diffusionen hurtigere. Tillige prøvede han Gennem- trængeligheden for Luft, Lysgas og Svovlsyrling. Ved disse Undersøgelser kom Simon til det Resultat, at en Farves Beskyttelsesevne tiltager med dens Indhold af Fernis og med Far vepul verets Indifferens overfor kemiske Paavirkninger. I øvrigt anføres det, at der ved Sammen- sætningen af en Farve desuden bør tages Hensyn til