Undersøgelser Over Linolie Og Rustbeskyttelsesmidler

to Delenes Kohæsion og Adhæsion til den paastrøgne Gen- stand, endvidere til Ledningsevnen for Varme og Elek- tricitet samt til Udvidelseskoefficienten. Det anbefales at anvende flere Paastrygninger, saaledes at man ved den første særlig tilstræber stor Adhæsion, ved de øvrige ringe Gennemtrængelighed for Vædsker og Luftarter. I Overensstemmelse med ovennævnte Forsøgsresultater har Simon fremstillet en Farve, saakaldet Durabofarve, hvis Fortrin skal bestaa i et særlig stort Fernisindhold. Mulig er der anvendt Standolie deri. Til Sammenligning anføres: loo Dele Blymønnie kræve 12,8 Dele Fernis, — — Skælpanser — 21,6 — — — — Durabofarve — 85,2 — — — — Blyhvidt — 40,0 — — Durabofarven er dog som omtalt S. 23 af tvivlsom Godhed, og Grundlaget for dens Fremstilling af tvivlsom Rigtighed, — se S. 27, 2den Spalte øverst. Ligesom Simon har Treumann anstillet Forsøg over Olie- malings Gennemtrængelighed for Vædsker og Luftarter*). I »Stahl und Eisen« 1899, II, S. 1005, og »Bihang til Jern-Kontorets Annaler«, 1900, S. 139, omtales en Række engelske Undersøgelser af 49 almindelig anvendte Linolie- farver, for Eks. Blymønnie, Blyhvidt, Zinkhvidt og Jærn- mønnie, tildels med Tilsætning af Tungspat som Forfalsk- ning. Med disse Farve maledes Jærnplader, idet hver modtog to Paastrygninger; der maledes ialt 3 Sæt Plader. Et Sæt udsattes for Vejrligets Indvirkning i 11 Maaneder, hvorved en Plade strøgen med Linolie alene tog Skade. De to andre Sæt bleve behandlede ens til indbyrdes Kontrol, idet de nedsattes i aabne Glaskar, som derefter fyldtes halvt med rent Vand. Glassene bleve stillede saa- ledes, at Luften havde Adgang til Vandoverfladen, uden at der dog kunde falde Støv deri, og henstode i 3 Maa- neder. Allerede efter 1 Uges Forløb viste de første Tegn til Rustdannelse sig derved, at Vandet blev uklart, og efterhaanden blev der dannet et rødt Bundfald af Jærntveiltehydrat. Efter de 3 Maaneders Forløb optoges Pladerne, og Jærnet i Vædske og Bundfald blev bestemt. Det saaledes fundne Tal toges som Maal for Korrosionen men var i Grunden for lille, da der sad nogen Rust paa de optagne Plader, som ikke blev regnet med. Det viste sig herved, at der var stor Forskel paa Far- verne ; ved enkelte fandtes kun Spor af Jærntveilte, medens der ved andre var ret kendelige Mængder tilstede. De to Forsøgsrækker gave næsten samme Resultater, f. Eks. at Blymønniefarverne vare de andre overlegne med Hensyn til at beskytte Jærnet under Vand. Endnu en Forsøgsrække udførtes ved at male Jærnkar med Diameter 130 mm og Dybde 13 mm med de paagæl- dende Farver, fylde dem med Vand og lade dem staa hen i 3 Maaneder, idet de dog fyldtes paany, hver Gang Vandet var fordampet (ialt 6 Gange). Naar man derefter indordnede Farverne i Række efter Godheden, blev Rækkefølgen den samme som ved de andre Forsøgsrækker. Øverst kom Blymønnie til at staa, nederst Linolie uden Til- sætning af Farvepulver. Forfalskning ved Tilsætning af Tungspat syntes ikke at forringe Farvernes Værdi i saa høj Grad, som det almindelig antages. Disse og en Del *) Zeitschr. flir öff. Chemie 1898, S. 65. amerikanske Forsøg omtales ogsaa i Woods S. 13 nævnte Foredrag. I Aargangene 1900—1901 af »Baumaterialienkunde« findes refereret ret omfattende Undersøgelser af Apoteker E. Baumann i Munchen, vedrørende den saakaldte »Zonca- farve«. I den første af nævnte Aargange S. 204 sammen- lignes den med Bessemer- og Skælpanserfarve, idet der foruden Farvernes Dækkraft paa Glasplader blev prøvet Holdbarheden mod strømmende Vanddamp, Natronlud af Vf. 1,115, Salpetersyredampe, Svovlbrinteluft, Saltsyre, Kongevand, Svovlsyre, Svovlsyrling samt Røggas. Efter disse Undersøgelser synes Zoncafarve at være særlig holdbar. Det fremgaar imidlertid af Meddelelsen i den følgende Aargang, at den ved nævnte Forsøg benyttede Bessemerfarve ikke var den rette (Bessemerfarve Nr. 1, Mærke Ambos), men en Komposition, der ikke egnede sig til Grunding, men kun var brugbar til senere Paa- strygninger (Nr. 31). I sidstnævnte Aargang S. 119 omtales nye Forsøg af nævnte Baumann med Bessemerfarve Mærke Ambos Nr. 1, Porcellæns-Emaillefarverne Mærke »Acc« (hvid), »L« (graa) og »LJR« (hvid), alle fra Rosenzweig & Baumann, samt Zoncafarverne Nr. 101 (hvid), 102 (sort) og 103 a (graa); de to sidste Sorter anvendtes blandede med hinanden, lige Dele af hver. For disse Farver be- stemtes den Lethed, hvormed de stryges, Farveforbruget samt Tørringstiden. Desuden sammenlignedes Zoncafarven 101 med Porcellæns-Emaillefarven »Acc« med Hensyn til Modstandsevne mod Akkumulatorsyre (Svovlsyre af Vf. 1,15), idet de bleve strøgne paa Kobber, Zink og Træ og efter 7, 14, 21 og 28 Døgns Forløb oversprøjtede med Syren og undersøgte efter 4 Ugers Indvirkning af Syren. Emaillefarven »Acc« viste sig herved bedre end Zoncafarve 101. Porcellæns-Emaillefarverne »L« og LJR og Zoncafarve 101 bleve endvidere prøvede mod Saltsyre- og Salpetersyredampe, Svovlbrinte, kogende Vand, kogende Alkohol, fortyndet Kalilud, fortyndet Salpetersyre og fortyndet Saltsyre (de tre sidste fortyndede i For- holdet 1:3) med det Resultat, at Porcellæns-Emaillefar- verne gennemgaaende vare mere holdbare end Zoncafarve 101; kun mod fortyndet Saltsyre var Holdbarheden den samme. Af fortyndet Kalilud opløstes de alle i Løbet af 24 Timer. Ved Sammenligning af Bessemerfarve Nr. 1, Mærke Ambos, med nævnte Blanding af Zoncafarve 102 og 103 afviste Bessemerfarven sig gennemgaaende bedst. Sluttelig fremhæves det af Baumann, at man bør und- gaa Universalfarver og altid anvende forskellige Farver til forskelligt Brug. I »Zeitschrift fur angewandte Chemie«, 1902, S. 25, om- taler Andés nogle Forsøg, ved hvilke en Række Maler- farver prøvedes med Hensyn til Holdbarheden overfor Vejrliget, Vand, Kogsaltopløsning, fortyndet Saltsyre, Kobbervitriolopløsning og Vanddamp. Gennemgaaende holdt de med Blymønniefarve grundede Prøvestykker sig bedst. Mærkelig nok syntes Kogsaltopløsningen at være mindre stærkt angribende end det ferske Vand. Be- handlingen med Kobbervitriolopløsning havde til Hensigt at vise Farvehindernes Gennemtrængelighed eller mulige fine Aabninger i disse, idet der nemlig udfældedes metal- lisk Kobber paa Jærnet overalt, hvor dette kom i direkte Berøring med Opløsningen. I svensk Teknisk Tidsskrift, Allmänna Afd., 1899, S. 307 omtaler Oscar Lundberg den saakaldte Vand- og