Undersøgelser Over Linolie Og Rustbeskyttelsesmidler

 — 27 — Luftprøve, der danner et Slags Overgangsled mellem de praktiske Forsøg og Laboratorieprøverne. Han udsatte malede Jærnblikplader afvekslende for en J/2 °/0 Salpeter- syreopløsning og for fri Lufts Paavirkning 24 Timer ad Gangen. Ved denne Behandling bleve de fleste Farver snart angrebne; kun naar det paa sædvanlig Maade rensede og tørre Jærn før Paastrygningen i tørt Vejr blev indgnedet med syrefri Linolie, der var opvarmet til 50—600 C., og efter 8 å 24 Timers Forløb afgnedet med en Linnedklud, opnaaedes større Holdbarhed. Angaaende den nærmere Behandling maa henvises til selve Tidsskriftsartiklen. I The Journal of the Franklin Institute 1904, vol. 158, p. i omtales et Foredrag af Robert Job i nævnte Institut om Resultaterne af en Undersøgelse af Malerfarves Varig- hed til Beskyttelse af Jærnkonstruktioner. Der anføres først, hvorledes 3 Jærntveilte-Oliefarver, der vare frem- stillede ved at udrive hvert af 3 forskellige Pigmenter i ren, raa Linolie og fortynde den dannede Pasta til Brug med ren, raa Linolie og en angiven Lak, stode sig meget ulige, idet den ene beskyttede godt i 3 Aar, den anden i mindst 6, og den tredie i en Tid derimellem, og det dokumenteres ved Afbildninger f. Eks. af et Stykke af et Brorækværk, hvor Malingen paa den lod- rette Post, der var malet med den bedste af de nævnte Farver, var ubeskadiget efter 4 Aars Forløb, medens Malingen paa Haandlisten, der krydsede den, var helt løs. Man begyndte da en Undersøgelse af Aarsagen til den saa forskellige Holdbarhed. En kemisk Analyse viste, at af Pigmentet var c. 22% F2O3 i alle tre Farver, og da det øvrige Indhold i Pigmentet syntes indifferent, gav Analysen altsaa ingen Forklaring. Det skal i en Parentes her bemærkes, at Anstalten ikke er sikker paa, at det øvrige Indhold er indifferent, thi den daarligste Farve indeholdt over 64 % Gibs, den bedste kun 10 % og den mellemgode 52 %, og Gibsen er som anført S. 16 efter Anstaltens Mening næppe uskadelig, naar den bliver vaad. I Diskussionen efter Foredraget blev Gibsens Skadelighed da ogsaa gjort gældende fra flere Sider. Frit Svovl hidrørende fra Gibsen havde Foredragsholderen i øvrigt ikke funden i nogen af de tre Farver, og han havde havt Tilfælde, hvor Oliefarve med en hel Del Gibs i havde staaet sig godt. Han mente altsaa ikke, at Forskellen i Holdbarhed kunde tilskrives Sammensæt- ningen, men gav sig til at undersøge Pigmenternes Korn- størrelse, og fandt, at den bedste Farves Pigment i Middeltal havde en Kornstørrelse af 0,0004" eng., den daarligste af 0,008" eng., eller Forholdet mellem Volumina af Pigmenternes Middel-Kornstørrelse var c. 8000. For dernæst at finde, hvilken Indflydelse Forskellen i Pigmentets Kornstørrelse havde paa Dæklaget, blev der paa Glasplader strøget de tre Farver, fortyndede som nævnt med samme Blanding af Linolie og Lak, og de derved fremkomne Dæklag bleve derefter undersøgte mikroskopisk for gennemfaldende Lys. I den daarligste Farve viste der sig da store Olieklatter rundt om Pig- mentet, medens i den bedste Pigmentkornene rørte hin- anden og i Virkeligheden laa i mange Lag under hinanden. De store Korn i den daarligste Farve syntes derimod ikke at have kunnet holde sig svævende i Oliehinden. Der anføres nu videre, at i Følge Dudley og Peases pekendte — S. 14 omtalte — Undersøgelser, ville Olie- farver angribes des mere af Vejrliget, jo mindre Pigment de indeholde, øjensynlig fordi Fugtighed vanskeligere trænger gennem Oliehinderne, jo flere tynde Oliehinder der er*). Det maa herefter være ligegyldigt, om store Olieklatter i Dæklaget skyldes, at der er forholdvis lidt Pigment tilstede, eller at det er tilstede i forholdsvis store Korn. I begge Tilfælde maa Beskyttelsesevnen blive daarlig. Det galdt nu om at sørge for, at senere udført Maling blev gjort med en Farve med tilstrækkelig fint Pigment i. Tidligere havde man undersøgt Pigmentets Finhed ved at komme nogle Draaber af den passende tynde Farve paa en Glasplade, stille den lodret i 20 Minutter ved 2i° C. og konstatere, at Pigmentet ikke skilte sig fra Olien. Men denne Prøve viste alle tre Farver sig at udstaa. Den blev derfor ændret saaledes, at kun den bedste af de tre Farver bestod den, og lige netop' bestod den. Temperaturen blev derved fastsat til 38° C., og den passende Konsistens for Draaberne blev fastslaaet som den, der fremkom ved at tage 4 Vægtdele af en Pasta, som indeholdt Pigment og 26 °/0 ren, raa Linolie, og udrøre i 10 Vægtdele ren, räa Linolie. Den daarligste af de tre Farver, der altsaa alle tre indeholdt samme Vægt Pigment, lod ved denne Prøve Pigmentet drive i Olien ned ad Glasset, saa at der kun blev lidt Pigment i den klare Olie foroven. Videre viser Afhandlingen Mikrofotografier af den øverste Del af den nedflydende Oliefarve for de nævnte 3 Farvers Vedkommende og for Farver med en Række andre Pigmenter. Eksempelvis ses af et af disse, at selv det fineste Gibspulver, som gaar i Handelen, er et for- holdsvis grovt Pulver. Det vil koste forholdsvis meget Arbejde at faa Gibs malet meget fint. Af Diskussionen, som følger efter selve Afhandlingen, kan fremhæves en Bemærkning af Mr. Mills, nemlig, at efter hans Mening kan ingen Farve staa imod den Sand- blæstvirksomhed, som Lokomotivrøg udøver imod Viadukter, for ikke at tale om den Virkning, som lave Viadukter udsættes for af Røgens Luftarter og Varme. Han mente, at den eneste virksomme Beskyttelse var en Beklædning, og Træbeklædning syntes her bedst, fordi Brændsel- kornene prellede af derimod. Der maatte imidlertid ikke være Huller i Træet, da der saa kunde gaa Ild deri, naar smaa Gløder foer op derigennem og lagde sig paa Træets Overside. Af Diskussionen fremgik i øvrigt, at der ingenlunde var Enighed om, at Forskellen i Finheden var Hovedgrunden til de tre Farvers ulige Holdbarhed, men at f. Eks. Kønrøg og det større Indhold af Ler i den bedste kunne have gjort denne mest modstandsdygtig, idet Kønrøg holder overordentlig længe, og Ler ligeledes er heldigt ikke blot formedelst dets Finhed men ogsaa formedelst dets fedtede Karakter. Foredragsholderen mente dog ikke, at Fedtetheden spillede nogen Rolle, og Indholdet af Kønrøg i den bedste Farve var kun 0,2 °/0. Praktisk talt vil Finhedsprøven, som er foreslaaet af Mr. Job, næsten udelukke Brug af Gibs i Farven, da det •) Dette er stik imod Simons S. 25 omtalte Undersøgelser. Andés er af samme Anskuelse som Simon, se sidste Note S. 16. Han mener, at Farvestoffer beskytte des bedre, jo mere Fernis, der behøves til deres Udrøring, idet de give den største Fernismængde i Dæklaget, — se: Der Eisenrost, S. 196.