Kemi Og Materiallære for Bygninghaandværkere
til Skolebrug og Selvlæsning

Forfatter: Chr. Feilberg

År: 1888

Forlag: Otto B. Wroblewski's forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 71

UDK: 54 (024)

Af

Chr. Feilberg

Landinspektør

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 82 Forrige Næste
27 og hoerdnet Ler, Rødkridt er tørret Rødler Cement er brændt Ler og Kalk, som hcerdner ved at Leret igen optager Vand, som det afgav ved Brændingen. Porcelæn og Stentøj brændes af Kaolin og et Silikat, der bringer Massen til at smelte, Fajance og Potter derimod af Ler alene, der kan gennemtrænge^ af Vand og derfor dcekkes med en Glassm. Teglvcerksten og Ror brændes af almindeligt fedt Ler (Blaaler giver gUle og Rødler røbe Sten), som til Klinker, Tag- sten og Rør kun maa indeholde lidt Sand og ingen Sten, som sprænger Teglvarerne, men til Mursten flal indeholde meget Sand, da Leret ellers revner Under Tørringen, hvorfor Mursten bliver porøse, naar de ikke er stærk brændte (smeltede) paa Overfladen. Ildfaste Sten brændes ved høj Varme af ildfast Ler (se Side 42). Svovlsnr Lerjord kaldes koncentreret Alun og er en Bestanddel af almindelig Alnu, som ogsaa indeholder svovlsUrt Kali og anvendes til Garvning, Farvning tn. m. I NatUren findes AlUnsten, Alun- skifer (brændbar) og Alnnjord. Tunge Metaller. Jeru har i Oldtiden ikke været kendt, fordi det Jern, ikke findes frit i Naturen, men som Jernmalme, hvoraf de vigtigste er Forbindelser af Jern med Ilt, nemlig Jernglans, Blodsten, Rsdjernsten og Magnetjernsten (ben sidste er en naturlig Magnet, som tiltrækker Jern).