Kemi Og Materiallære for Bygninghaandværkere
til Skolebrug og Selvlæsning

46 IH. Kalk. Brændt Kalk (Stenkalk) faas af Kalksten hos os fra Faxe og Saltholm, som giver fed Kalk, og fra Msnsted (Dailbjerg), som giver mager Kalk med ftørre Indhold af Sand end den fede. Kalkstenen brændes bedst i høje og smalle Ovne med uasbrndt Drift, ved Flammen fra Ild paa Siderne, da den i Ovne med afbrubt Drift let bliver brændt enten tor lidt og da bliver utnør af knlsur Kalk, hvis Kulsyre ikke er uddrevet, eller formeget og da bliver dod- brcendt as smeltet Kalksten, der navnlig dannes naar den indeholder Sand, Ler eller Jern- er dette ikke Tilfældet og Knlsyren Uddrives af Kalkstenen, fa as god mør Stentalk, som ikke kan smelte selv i den stærkeste Hede. Brændt Kalk tonier ikke at ligge nbe- dækket, især i varm og tugtig Luft, hvoraf den nemlig indsuger Kulsyre og Vanddampe og derved falder hen til et Pulver (Melkalk). Dsdbrændt Kalk kan ikke læskes og er derfor Ubrugelig til Murkalk og Hvidte- kalk (Kalkmcelk), hvortil kun kan bruges mør Stenkalk, helst frist brændt og tilkort i bedækkede Vogne. Kalkens Læskning forjages i en Læskekasse af Trce, hvori kommes et c. 6 " tykt Lag Stenkalk og ovenpaa rent fersk Vand, idet urent eller salt Vand indeholder Stoffer, som skader Kalken (af Saltvand bliver den vandsUgende og Udvider sig ikke facurteget som af fersk Vand, hvormed 1 Td. god Stenkalk kan give 2 Tdr. læsket Kalk). Idet Kalken indsuger Vandet, opvarmes den stærkt, knitrer og springer i Stykker, den bear- bejdes da med en Rvrehage, mere Vand tilsættes og