Kemi Og Materiallære for Bygninghaandværkere
til Skolebrug og Selvlæsning

47 Massen omrores, indtil den er rolig og danner en jevn ensartet Vælling, som nu skydes nd af Læste- kassen i en Kalkkllle saaledes, at en Nist holder Sten og Ulceskede Kalkstykker tilbage. KalkkUler er hyppigst Udgravede i Jorden og beklædte med gamle Brceder, hvor Jorden er sandet eller blød, men ikke hvor den er leret, de bør ikke være over 3 Alen dybe, for at Kalken med Lethed kan tages op. Fed Kalk behøver mere Vand end mager og bliver ikke saa snart gennem- læ flet som denne, hvorfor den maa efterlce.skes i Kalkkulen i længere Tid og være tildækket • med et Lag Sand for at bestyttes mod Lnstens Kulsyre, fom den ellers indsuger. BrUger man ikke mere Vand end Kalken kan inbfuge kemisk (omtrent V3), bliver Varmen størst (den kan antænde Trce) og Læskningen fUldstcendigst til Kalkmel, som ikke indsUger meget Kulsyre af Suften saaloenge den holdes tør, og derfor er bedre til Murkalk end den selvlæflede Kalk (Melkalk). Naar Kulekalken er gennemlcesket og derved bleven en tykkere Dej, tilberedes den til Mortel (Murkalk) i en Rørebcenk (Brcedekasse) ved at blandes med Sand og noget rent fersk Vand; Blandingen arbejdes godt igennem med en Rørehage saalænge til Massen er ganske ens- artet i Farve og Tæthed, og ikke viser lyse Pletter af Kalk, naar man ffærer den med en Spade; den tykke Masse bliver senere fortyndet med rent, fersk Vand i Murernes Kalkballer. Man bruger ogsaa at blande alt Vandet først i KUlekalken, derpaa komme Sand i, og tilsidst at røre Massen i Kalkballerne. Hvor Kalkmel anvendes, blandes det forsi med Sand i tør