Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

92 ning nærme de sig endog i mange Henseender Menneskene, og de vise ogsaa Spor af en høiere Følelse, thi Moderen elsker sin Unge, forsvarer den under Faren og glemmer sig selv, hvor det gjcelder om at beskytte og redde den. De aande ligesom vi ved Lunger og ere i Besiddelse af et dob- belt, venøst og arterielt Hjerte, som afvexlende optager og udstøder Strømme af varmt rødt Blod. Den anatomiste Struktur af deres Brystfinner har en mærkværdig Lighed med den menneskelige Arms, da Benene ligeledes bestaae af et skulderblad, en Overarm, to Been i Underarmen og fem med Led forsynede Fingre. Men den øverste Extremitet, som bevæger sig frit hos Menneskeue, er hos Hvalerne indtil Haand- knoklerne fastgjort til Kroppen, og den med Fingre for- synede Haand, som under Styrelsen af den menneskelige Villie udretter saa meget, er her overtrukken med en tyk Hud og danner brede udeelte Luffer. De ere imidlertid dog bestemte til noget Høiere end til blot at roe, thi ved Hjælp af dem leder og beskytter Moderen sine Unger. Bækkenet er kun tilstede som Rudiment, og de nederste Extremiteter mangle ganske. I deres Sted træder den mægtige horizon- tale Hale, ved hvis Hjælp Dyret hurtigt bevæger sig fremad gjennem Vandet. Hvalerne skille sig desuden fra Fiskene derved, at de føde levende Unger, have en meget større Blodrigdom og en glat, ikke med Skæl' bedækket Hud, under hvilken der ligger et stærkt Fedtlag, samt især derved at have et enkelt eller dobbelt Lufthul, som udmunder paa den øverste Deel af Hovedet, og som træder istedetfor Næseborerne hos de fiirføddede Dyr, medens det dog ikke bruges som Lugte- organ, men kun til at drage Aande igjennem. Hvalernes Naturhistorie er endnu meget mangelfuld, og herover kan man ikke foruudre sig, naar man erindrer, at disse Dyr fortriusviis opholde sig i de meest utilgænge- lige Have, hvor den videnskabelige Forster neppe nogensinde kan opsøge dem. Hertil kommer, at deres hurtige Bevægelser