Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

116 Syvende Kapitel. Sekser og Dugongs. — Barkdyret. — Sælerne og Eskimoere. — Barbarisk ødelæggelse af Sælhunde i Beringsstrcedet og i Sydhavet. — En genfisk Robbefangers mærkværdige Skjæbne. — Sælhunden. — Sp- bjørnen. — Dens Faderkærlighed. — Den lodne og den glatte Selove. Søelephanten — Den arktiske Hvalros. — Cooks Beskrivelse af en Flok Hvalrosser — Jsbjprnen. — Et rørende Exempel paa dens Kjærlighed til sine Unger. — Havodderen. — Den almindelige Odder. Overgangen fra Hvalerne til Sælerne og Hvalrosserne dannes af de uægte eller planteædende Cetaceer, nemlig Manatis eller det atlantiske Havs Lamantiner (Søkøer) og de nu næsten uddøde Dugongs i det indiske Ocean. Disse Dyr have ligesom Hvalerne ingen Bagbeen, men en kraftig, horizontal Hale, der adskille sig fra hine ved de mindre finneagtige, bevægelige Forfødder, paa hvilke de støtte sig, naar de græsse i Tangen paa de lave Kyster. Naar de hæve sig op af Vandet med den forreste Deel af Lege- met, kan en levende Phantasi let antage dem for Men- nesker. De kaldes derfor ogsaa Sirener, snart paa Grund af Hunnens store Bryster Havfruer eller Havjom- fruer, snart Havmcend som en Følge af deres Skjæg; trods Legemets hæslige Form har Ansigtet, der ligner et Kalve- hoved, et Udtryk af rolig Fredsommelighed. Søkoen lever paa de tropifte Kyster og i det varme Beltes Floder saavel i Afrika som i Amerika og naaer en Længde af 20—25Fod. EfterHumboldt stal Kjodet i Smag ligne Skinke, og Martius siger, at han ikke har spiist bedre Kjod i Brasi- lien. De sydamerikanske Klosterbrødre betragte den som en ægte Fist og lade sig den smage som en fortræffelig Faste- kost. Desuden leverer den indtil 4000 Flaster Olie, som bruges til at vedligeholde Kirkelamperne og endog til Mad- tillavning. Af den tykke Hud skjæres Remme til Snore, og deraf sorfærdiges de Pidste, hvormed man tugter de