Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

117 ulykkelige Slaver. Den er i mange Egne næsten ud- ryddet, da den er nyttig i ikke faa Henseender, er værgeløs og let at fange, navnlig paa den Tid, da Khstlandet er oversvømmet, idet den saa gaaer høiere op ad Maranon, Orinoco, Essequibo, Senegal o. s. v. for at søge Næring, hvorved Tilbagetoget oftere afskjæres. Den samme Skjæbne har ramt den ostindiske Dugong. Det mærkværdige, nærbeslcegtede Barkdhr (Ubzuina 8tøl- leri) synes at være udstrøget af de levende Vceseners Række; det opdagedes først af den berømte og ulykkelige Steller i Aaret 1741 paa Beringsøerne. Dette 23 Fod lange, 8000 Pund vægtige Souhhre havde en tommetyk sort Hud, der lignede den sprukne Bark paa en gammel Eeg; den kunde neppe gjennemhugges med en Dpe og lignede aldeles Iben- holt i Glathed og Farve, naar den blev skaaret igjennem. Jstedetfor Tænder havde Dyret forneden og foroven to langagtige, siirkantede, 6 Tommer lange, 3 Tommer brede Thggeplader, mellem hvilke det rev Tangen, der var dets , Føde, itu. Russerne, hine utrættelige Forfølgere af Hav- oddere, gjorde ogsaa Jagt paa dette værgeløse Dyr med et saa gunstigt Resultat, . at det sidste Barkdyr efter Sauers Beretning blev dræbt i Aaret 1768 paa Beringsøerne. Trods alle Efterforskninger har man ikke fundet det igjen. Historien har ikke noget andet Exempel paa, at et Dyr, der er blevet saa sildigt bekjendt, er blevet saa hurtigt udryddet. En eneste Tyggeplade og et Fragment as en Hjernestal, som findes i Petersborger Akademiet, ere de eneste tilværende Levninger af denne engang talrige Slægt. Søkyerne og Dugongerne have ladet sig indespærre og tæmme i de tropiske Floder, men det maa befrygtes, at de ville forsvinde, førend de industridrivende Mennesker tænke paa i visse Henseender at indføre dem i Huusdyrenes Rækker. Sælarierne ligne endnu mere Landdhrene end Sirenerne, thi hos dem seer man allerede Bagfødder istedetfor Hale.