Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

124 bage til sit egentlige Element, idet den kaster Stene og Jord op bag sig og tillige ved ynkelig Stønnen og Pusten lægger sin Frygt for Dagen. Men naar den bliver indhentet og angrebet paa Flugten, værger den sig tappert med Fødder og Tænder, indtil den er død. Dens Kjsd er fiint, saftigt og fedt og stal i Smag ikke være ulig Vildsvinekjvd. Det serveredes endog tidligere ligesom Marsvinets Kjod paa Taffelet hos de engelske Stormcend. Ved et Festmaaltid, som Erkebiskop Nevil gav Kong Edvard den Fjerde, blev der sat flere Sælhunde paa Bordet, som smagte de høi- baarne Jarler og Baroner godt. Sælhunden bringer sædvanligt to Unger til Verden, som den lader patte i omtrent 14 Dage og dernæst fører til Havet for at øve i Svømning og at opsøge Tang, hvoraf de i den første Tid maae ernære sig. Naar de blive trætte, bære de Gamle dem paa Ryggen. Dersom en Unge fanges, kan den tæmmes fuldstændigt, saa at den følger sin Herre som en Hund og kommer til ham, naar han kalder den ved Navn. Efter Plinius skal intet Dyr sove saa fast »nullum animal Zraviore somno promilur«. De fleste nyere Iagttagelser stride imidlertid herimod, thi efter disse er Sælhunden hderst vagtsom og sover sjeldent længere end et Minnt uden at aabne Vinene og see sig om, om der ikke er nogen Fare ivente: men det er et Spprgsmaal om denne Vagtsomhed, som man har iagttaget hos ældre og mere erfarne i Solen sovende Sælhunde, ogsaa sinder Sted om Natten, naar Mennesket ikke forfplger den, og hos yngre Dyr, der endnu ikke kjende Faren. Jdetmindste læse vi i Oetkers Helgoland, at de smaa, ubesindige Sælhunde strække sig saa behageligt i Sandet og sove saa fast, at Jægeren sniger sig bag paa dem og griber dem i Enden af Halen, medens den stive Forparts skarpe Tænder snappe i Luften. De Gamle troede, at Sælhundeskindene, ogsaa efter at de vare skilte fra Kroppen, vedbleve at staae i et Slags sympathetifk Forhold til Havet, og at Haarene reiste sig