Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

Forfatter: G. Hartwig

År: 1866

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 454

UDK: 551.46

Med Illustrationer i Tontryk

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 474 Forrige Næste
132 i Vandet og bragte i Sikkerhed, hvorpaa de ældre Dyr under frygtelig Brølen og Tænderskjæren vende tilbage og søge at splitte Baaden med Hugtænderne og at kaste den om. Beechey fortæller, hvorledes en stor Hob Hvalrosser, anførte af et særdeles modigt og stærkt Dyr, angreb „Doro- thys" Chalupper. Anføreren saaredes dødeligt af en Mnsket, der blev stødt ind i Gabet paa den og derpaa affyret, og herpaa trak de andre sig tilbage. De lode dog ikke deres Befalingsmand blive tilbage paa Valpladsen, men de svøm- mede bort med ham, idet de løftede og understøttede den Døende i Vandet med deres Hugtænder, saa at han ikke sank. Kult et ungt Dyr, der endnu ikke havde faaet Hug- tænder, blev tilbage ved Baaden og fortsatte Angrebet* Det blev stødt tilbage med Hvalfiskelandser, da man ikke vilde dræbe det, og endfkjsndt det blødte af mange Saar, krøb det dog endog op paa Isen ester Skibsfolkene for ogsaa her at forfølge dem. Intetsteds, viste der sig en mere rorende gjensidig Hengivenhed end hos disse Dyr, som man hverken kan nægte Intelligens eller Følelse. Kapitain Cook udkaster følgende livlige Billede af en Flok Hvalrosser: „De leire sig i Hundredviis paa Isen, sammentrængte som Sviin og brøle og skrige meget høit, saa al de om Natten eller i taaget Veir gjorde os opmærk- somme paa Isens Nærhed, endnu førend vi kunde see deune. Vi fandt aldrig en heel Flok sovende, thi nogle stode altid Skildvagt. Disse vækkede dem, der laae nærmest, saasnart Baaden kom i Nærheden, og i eet Nu vare de alle vaagne. De skyndte sig imidlertid sjeldent med at flhe, førend det første Skud var faldet, men da kastede de sig alle i vild Flugt i Havet, den ene ovenpaa den anden. Naar de Dyr, som ramtes af vore Kugler, ikke strax faldt døde om, mistede vi dem i Regelen, om de endog vare haardt saarede. De syntes os ikke at være saa farlige, som man ofte har skildret dem, end ikke naar de bleve angrebne. De see mere frygt- indgydende, ud, end de i Virkeligheden ere. Tfte forfulgte