Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

Forfatter: G. Hartwig

År: 1866

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 454

UDK: 551.46

Med Illustrationer i Tontryk

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 474 Forrige Næste
153 Substantser, som Strømningen eller Ebben tilfører Havet. Ofte klattre de pladskende op paa den stigende Bølges Top og stryge da atter hen over Søens Overflade eller ogsaa styrte de med sammensoldede Vinger ned i Havet for strax igjen at dukke op med en Fisk i Næbet. De nordiske Kyster oplives af mange Arter af Maager, og de vælge meget forfljellige Steder til at ruge paa. Den tretaaede Maage (Imens trilsaol^Ins) er en af de hyppigste Søfugle paa Grønland, Island, Færøerne og de flotske Der, den bygger sin Nede af Tang paa de hvæste og meest utilgængelige Klipper. Efter Faber (Prodromus der islandischen Ornithologie) bygge de Neder paa Grinsøes Fuglebjerg i en saadan Mængde, at deres Skarer skjule Solen, naar de flyve op, bedække Skjcerene, naar de sidde rolige, bedøve Årerne, naar de skrige, og ucesten gjøre de med Kochleare bedækkede Klipper hvide, naar de ruge. Den graa Havmaage spiller eu fremragende Rolle paa det berømte Fuglebjerg paa Nordspidsen af Sild. Dens anseelige Størrelse, som gjør, at den ligner en sort Navn, dog med meget større Vinger, dens smukke Legems- dannelse, den rene, blændende hvide Farve paa Ryggen, der gaaer let over til Askegraat, de fløielssorte Ender af Vin- gerne med de smaa hvide Fjederspidser, det smukke gule Bie, det stærkt gule Næb med dets koralrøde Pletter, alt dette dauner et vidunderligt smukt Billede. „Vi støde", siger Neumaun, „omringede af Tusiuder, som deels svævede tæt over Hovedet, udstødende deres hæse ha! ha! hal, deels stode parviis lige tæt ved os, medeus Hauneu, der altid er størst, undertiden udstrakte sin Hals og med vidtaabuet Gab udraabte sit jallk! jauk! jauk! eller ogsaa sad Hunnen roligt paa Reden, medens Hamler: stod ved Sideu af ligesom for at holde Vagt. Nogle sad ued,^ andre slumrede, staaeilde paa eet Beett, og atter andre strakte sig mageligt, kort sagt, man vidste ikke, om mau meest skulde beuudre Fjedrenes Reenhed og Skjønhed, Stillingernes overordentlige Mang-