Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

163 Fugle. Deres Kraft er saa stor, at om end den nedheisede Fuglefænger gjsr et Feiltrin og styrter saa langt ned i Dybet som Touget rækker, redder dog hans Kammerat baade sin Ven og sig selv ved at staae fast imod. En saadan Maudssthrke erindrer om Heltenes Tidsalder. Man for- tæller endnu vidunderligere Ting. En Fuglefænger gik en Morgenstund alene ud paa Fangst. Efterat han foroven havde befæstet Touget fast til Klippen, heisede han sig ned, indtil han uaaede eu Skraaning, hvor han haabede at finde et rigt Bytte. Ved behændigt at snoe sig frem og til- bage kom han lykkeligt til Stedet, men forglemte at binde Touget om Livet. Under hans ivrige Indsamling gled dette ud af hans Hænder, sveiede nogle Gange frem og tilbage og blev endelig hængende ubevægeligt men frit i Luften 6- 8 Fod fra Skraaningen. Et Meblik stod den ulykkelige Fuglefænger stum af Forfærdelse, næsten berøvet al Besindelse ved Tanken om sin skrækkelige Stilling. Den var i Sandhed ogsaa fryg- telig. Steenmasserne laae lodret som en Muur ovenover ham, medens Havet brusede mod de takkede Klipper neden- under; der var ingen Mulighed for, at hans Raab om Hjælp gjennem Bølgernes Larm kunde naae Menneskers Vren fra den Dybde, i hvilken han selv havde heiset sig ned. Kun Eet blev ham tilovers: et Spring kunde atter give ham Touget i Hænderne og redde ham. Dersom han forfejlede det, var Døden ham sikker, men dette var dog bedre end langsomt at vausmcegte paa Klippefladen. Han fattede altsaa en modig Beslutuing, mumlede en kort, iuderlig Bøn, samlede hele sin Kraft og sprang ud i Afgrunden. Han levede, saa han kunde fortælle sin Gjerning; thi det lykkedes ham at gribe det reddende Toug og at vende til- bage til sit Hjem. Ogsaa Bass-Sulen forekommer i uhyre Mængde paa St. Kilda. Denne Fugl flyver næsten hver Morgen over til Hebriderne, af hvilke den nærmeste ligger i omtrent 10 danske Atiles Afstand, for at siske i de derværende Bugter og il*