Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

315 slutter Legemets Hule. De klæbe sig saa fast til Klipper og Stene med deres brede Basis, at de kun med Møle kunne adskilles fra disse, men naar Rejselysten indfinder sig, formaae de paa sorskjellige Maader at skifte Plads. Te glide langsomt og næsten umærkeligt fremad paa Stilken, eller de vælte sig om, idet de bruge deres Fangearme som Fødder, eller ogsaa oppuste de Legemet med Vand, formindske herved dets Vægtfylde og lade sig nu drive af Strømningen, hvor- hen denne vil føre dem. Deres Livsseighed er overordenlig, og ogsaa for denne Egenflabs Skyld maae alle de misunde dem, som kun høist ugjerne tænke paa at ophøre at være til og virke. Man kan dyppe dem ned i Vand, der er varmt nok til at trække Blærer paa Huden, eller lade dem fryse og atter optøe dem, eller sætte dem under en Klokke, as hvis Rum Luften er udpumpet, deres kraftige Livsprincip vil seierrigt udholde alle disse Prøver. Dersom man skjcerer Dyret midt over, producerer Legemets nederste Deel ester nogen Tids Forløb nye Arme, der næsten see ud ligesom før Operationen, medens Overdelen vedbliver at indtage Næring, som om Intet var fleet. I Begyndelsen lader den rigtignok Næringen atter falde gjennem den aabne Ende ligesom Munchhausens Hest, men den lærer snart at beholde og at sordsie den. Johnson (6rili8k Loopt^tss) fortæller endog et Tilfælde, hvor et saadant amputeret Overlegeme, istedetfor at heles ved Basis, dannede nye Fangearme paa dette Sted, saa at der paa denne Maade opstod en i Sandhed lykkelig Dob- beltæder, som var istand til at fange og opsluge et Bytte paa eengang med begge Ender. Men disse Dyr, der ikke ere til at slaae ihjel, dse næsten øjeblikkeligt, naar man dhpper dem ned i fersk Vand, der for dem som for saa mange andre Sødyr er en ligesaa frygtelig og hurtigt dræbende Gift som Blaashre for Men- neskene. Søanemonerne forekomme i alle Have; ogsaa Nordsøen