Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

369 stryger hen over det. Under stormende Veir sænker sig den hele let forstyrrelige, geleeagtige Verden af lavere Havskab- ninger ned i det rolige, sikkre Dyb og forbliver der saa længe, indtil Elementernes Ro atter lokker dem op paa Overfladen. Under Vendekredsene saae Humboldt Havet lyse stærkest mod et nært Uveir eller ved en kvalm, dunstfuld, med Skyer tæt bedækket Himmel. I Nordsøen viser Phænomenet sig hyppigt paa smukke, stille Hostaftener, men det forekommer dog ogsaa paa de andre Aarstider, endog naar det er koldest. Jøvrigt kan Havet under tilsyneladende samme ydre Omstændigheder den ene Nat lyse stærkt og den næste siet ikke. Ofte hen- gaae Maaneder, ja endog hele Aar, uden at det viser stg r sin fulde Skjonhed. Mon dette hidrører fra særegne Uvelrs- forhold, eller mon der maaskee har hersket stor Dødelighed blandt Mammarierne, eller mon de skiftevns besøge snart denne, snart hun Deel af Kysten? Det er paafaldende, at de Gamle saa lidt omtale Navlysene, at Hannos Periplus maaskee indeholder det eneste Sted, hvor man finder Phænomenet beskrevet med et Par Ord. Sydfor Cerne saae de karthageniensiske Søfarende Havet brænde ligesom med Ildstrømme. Plinius, hos hvem „Mi- raklet" Fingermuslingen (Uliolus linetens) opvækker en saa levende Beundring, og som vistnok godt kjendte Havets Phos- phorescering, saaledes som det Sted beviser, i hvilket han taler om den lysende Fisk «Uueerna>, har intet Forbausel- sesudraab over denne pragtfulde Naturfremtoning. Endog den havkyndige Homer, som ledsager den taalmodige Tdys- seus paa saa mange Reiser gjennem de natlige Bølger, lader disse intetsteds funkle og lyne. Tgsaa hos nyere Digtere findes kun faa Antydninger med Hensyn til Phænomenet. Endog Camoöns, som Humboldt paa Grund af hans smukke oceanske Beskrivelser, fortrins- viis kalder „Havets Digter", forglemmer at besynge Havlysene i sin Lusiade. Byron omtaler vel i Korsaren Bolgen, der Hariwta - Havet med dets Plante- og Dyreverden. 24