Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

421 den Gud, som havde sendt dem denne uventede Hjælp, ogsaa fremdeles vilde ssrge for dem-. Og de behøvede sandelig denne høiere Trøst, thi alle- rede i September var Jordbunden saa haardt tilfrossen, at de ikke mere kunde begrave en afdød Kammerat, og Byg- ningen af deres Hytte suldendtes kun under usigelige An- strcengelser. De dhiede ogsaa mange Angreb af de hvide Bjørne. , En Dag saae Barentz fra Skandsen af sit Dæk, at tre af disse Uhyrer sagte nærmede sig de med Hyttens Byg- ning beskjcestigede Matroser, og han havde neppe Did til at gjøre disse opmærksomme paa Faren ved at raabe høit. Paa Flugten faldt en af disse ned i en Spalte i Isen, men han opdagedes lykkeli-oiis ikke af de hungrige Bjørne, som satte efter Hovedtroppen. Hollænderne havde neppe Tid til at glæde sig over, at de havde naaet Dækket, sørend de til deres Forfærdelse saae, at Bjørnene vare ifcerd med at klattre op ad Siderne af Skibet. Da man manglede Lunter til at affyre Geværerne med, maatte man lade sig npie med at holde de frygtelige Dyr borte med Alt, hvad man kunde faae fat paa; nogle dygtige Kolbeflag tvang endelig den stsrste Bjsrn til at trække sig tilbage, og dens Kammerater fulgte nu efter den. Henimod Midten af Oktober var Hytten færdig, og de daglige Rationer maatte snart efter formindskes. Nu ind- traadte den 77de Bredegrads lange Tremaaneders Nat, under hvilken den frygtelige Kulde holdt dem fangne i deres sørgelige Bopæl. „Vi saae paa hverandre med mørke Miner", siger Gerrit de Veer, hvem vi kunde takke for den simple Beretning om denne Lidelseshistorie, „thi dersom Kulden blev ved at tiltage, frygtede vi for snart at omkomRle, da al den Ild, som vi gjorde, dog ikke kunde opvarme os." Isen laae to Tommer tyk paa Hyttens indvendige Vægge, og endog de Klæder, som de havde paa, medens de sad ved Ilden, vare saa hvide „som Bandernes Kapper hjemme,