Havet Med Dets Plante- Og Dyreverden
En Skildring For Dannede Af Alle Stænder

Forfatter: G. Hartwig

År: 1866

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 454

UDK: 551.46

Med Illustrationer i Tontryk

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 474 Forrige Næste
422 naar de efter en natlig Slcedetur tidligt om Morgenen drage ind igjennem Byens Porte". Under alle disse Lidelser holdt de dygtige Mænd dog Modet oppe og hsitideligholdt endog Helligtrekongeraften ved godt Humør. De sparede deres tarvelige Viinration nogle Dage forud til Festen, og de i Olie bagte Pandekager smagte dem fortræffeligt. De mindedes derhos de fjerne Kjcere og det dyrebare Fædre- land. Nogle Uger senere viste Solen sig atter paa Horizon- ten, og man kan let dømme om, med hvilken Jubel den blev hilset. Nu ophørte ogsaa de frygtelige Sneestorme og iskolde Vinde, og endfljsndt Kulden endnu ikke tog af, kunde de dog idetmindste bevæge sig lidt i det Frie. Da Sommeren kom, var det ikke muligt at benytte det i Isen indesluttede Skib til Hjemrejsen, og det eneste Mid- del, ved hvilket de kunde undkomme fra deres ode Fan- genflab, bestod i to Baade, i hvilke de betroede sig til Polarhavets Luner. Paa Reisens fjerde Dag kom de smaa skjøre Fartpier ind mellem vældige Isbjerge, som trykkede og beskadigede dem saaledes, at det fortvivlede Mandflab allerede gjensidigt tog Afsked for evigt. I den hderste Fare kunde de takke de Veers Aandsnærvcerelse og Behændighed for deres Redning. Han sprang over fra en Isblok til en anden, indtil han endelig naaede en stprre Alade, paa hvil- ken de Syge, Forraadene, Mandstabet og endelig ogsaa Baadene bragtes i Sikkerhed. Her maatte de blive, indtil deres smaa Fartpier vare udbedrede, og paa denne svøm- mende Jsmasse endte den fortræffelige Barentz sit Livs møjsommelige Reise. Han døde, som han havde levet, idet han bekymrede sig mindre om sit eget end om sine Folks Vel, Ked et Søkort foran sig og under gode Raad for deres fremtidige Neise. Endog Haabet om snart at gjensee deres Fædreland formaaede ikke at trøste de sørgende Ss- mcend over deres Anførers Tab, hvem de elskede og ærede som en Ven og Fader. Henimod Enden af August naaede