Det danske Landbrug
og dets Fremtid

Forfatter: E. Møller-Holst

År: 1864

Forlag: J.H. Schultz

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 99

UDK: 631 møl gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 112 Forrige Næste
74 skjønt de helst ikke skulde holde sig tilbage fra et Arbeide, som de kunne udføre, og som ved at komme i almindelig An- vendelse vilde sikkre dem og deres opvoxende Ungdom en god Leilighed til Fortjeneste baade Sommer og Efteraar og i en ganske væsentlig Grad vilde bidrage til at forøge Mælk- og Kjødfrembringelsen, saa at det blev dem mindre umuligt, end det nu ofte er Tilfældet, at erholde Mælk, som ellers nødig skulde mangle i nogen Husholdning1. Det gaaer her, som overalt, at Arbeiderens Stilling staaer og falder med Agerbru- gets Udvikling. En Indvending møder Rodfrugtavlen, at den egentlig ikke er saa nødvendig, da vi tilsidst ikke mangle Foder til Krea- turerne om Vinteren, og dette er for saavidt rigtigt, naar man dertil tor og vil anvende den indavlede Sæd, som Tilfældet er og længe har været i Fedeegnene i Jylland, eller som det ret godt begynder at finde Indgang paa alle bedre drevne Gaarde paa øerne. Men Kjernefoderet er et kostbart Foder, som in- genlunde altid betales nmiddelbart af Kreaturerne i Kjød eller i Mælkerifrembringelser. Her træde Rodfrugterne til som et vær- difuldt Hjælpemiddel, de kunne ikke erstatte Kjernefodringen, da de i Forbindelse med Halm alene vilde være et tarveligt og lidet indbringende Foder, og først i Forbindelse med et kraf- tigere Foder, som Kjerne og Oliekager, tjene de paa en heldig og fordelagtig Maade til at udfylde hinanden. Rodfrugtavlen vil navnlig, hvor Kjernefodringen er bleven en Fornødenhed, vise sig som en værdifuld Erstatning for den stedse mere af- tagende Heavl. Trangen til et Hjælpefoder om Vinteren kan heller ikke bedre godtgjøres end ved den stærke Vedhængen ved Høavlen paa vor Agerjord, som vi træffe næsten overalt, uden Hensyn til denne Afgrødes store Kostbarhed. Det er sædvanlig første Aars Kløver- mark, der offres til Heavl, og som ofte giver et altfor ringe Ud- bytte i Forhold til Jordens egentlige Frembringelsesevne, og imidlertid henvises Kreaturerne til andet og tredie Aars Klø- veren eller Græsmarkerne, der foretrækkes til Græsning, som oftest fordi de vilde give et altfor tarveligt Udbytte til