Undersøgelse Af Vandbevægelsernes Forhold Til Temperaturfordelingen I Atlanterhavet

7 vandet turde være Resultat deels af Bugtens æqvatoriale Beliggenhed, deels af de varme Ferskvands- masser fra Afrikas Floder og disse Massers ringe Vægtfylde, og deels tillige af, at Vindene ifølge Virkningen af Nordafrikas udstrakte vandløse Egne stadigt sætte ind imod Bugtens Kyst og derved virke til tilbagegaaende Vandbevægelser, der maatte forplante Overfladens Varmegrad nedad i Massen, medens Temperaturen endeligt tillige vilde staae i Forhold til Varmegraden hos de Vandmasser, der igjen tilføres Bugten som Erstatning for, hvad den afgiver til Passatbeltet. Ifølge Temperaturforholdene i Snittene Fig. 9 og Fig. 4 kunde det synes, at Guinea Bugten nordfra maatte have en Tilførsel af varmt Overfladevand ned langs Afrikas Kyst, og sammenholdes Fig. 9 og 4 med Fig. 8, viser det sig yderligere, at selve Overfladens Temperatur er over 30 høiere i April end i August. Sees der hen til Temperaturfordelingen i større Dybder i de tre Snit, viser der sig ikke alene en væsenlig Forskjel i den Dybde, hvori Vand med en Temperatur af 3 å 4 0 forekommer i de forskjellige Aarstider, men der viser sig tillige en Deel Uligheder i Temperaturens Aftagen nedad imellem Varmegrændsen 15° og Varme- grændsen 3 °, og disse Forhold turde da tyde paa, at der i disse Dybder tilgaaer Vandmasser, der i Forhold til Aarstiden og Egnen, hvor de komme fra, tilføre forskjellige Varmemængder. Idet en større Deel af Sydostpassatens Overfladebevægelse tilligemed hele Nordostpassatens Over- fladebevægelse sætte op imod og ind i det nordlige Atlanterhav, vilde denne Deel af Oceanet derved være istand til igjen at afgive en tilsvarende erstattende Vandmasse, eller det vilde være at vente, at ikke alene Nordostpassatens Belte, men tillige en større Deel af Sydostpassatens Belte modtoge Erstatning nordfra. Erstatningen vilde da, afhængigt af Massens Varmegrad, deels foregaae i Overfladen og deels i dybere- liggende Vandlag, og for Sydostpassatbeltets Vedkommende vilde Massen, som foran omtalt, tildeels passere Guinea Bugten. Den samlede Overfladebevægelse, der, efter at have passeret Vestindien, ved Formen af Nord- amerikas Østkyst sættes ud i det nordlige Atlanterhav som en sydvestlig og vestlig æqvatorial Strømning, vilde altsaa finde et naturligt Afløb ned til Passatbelterne, men ikke uden først at have været under- kastet Paavirkninger af de i det nordlige Atlanterhav herskende Vinde. I Farvandet vestligt for Azorerne ville fremherskende vestlige og sydvestlige Vinde være virksomme, medens vestlige og nord- vestlige Vinde blive virksomme østligt for Azorerne; nordligere i Havet, op imod Skotland, ere derimod igjen overveiende vestlige og sydvestlige Vinde virksomme. De herskende Vindes Retninger paa begge Sider af Azorerne vilde altsaa i det Hele kunne stemme med Retningen hos en fra den æqvatoriale Strømning under Amerikakysten tilbagevendende Vandbevægelse ned imod begge Passatbelter. Ifølge den høie Varmegrad i den æqvatoriale Strømning vilde en saadan Vandbevægelse kunne foregaae i Havets Overflade, saa at man, naar den æqvatoriale Strøm for en Deel vendte tilbage til Passatbelterne gjennem Farvandene imellem Bermudas, Azorerne og Madeira, kom til en kredsende Overfladebevægelse, og denne Bevægelse vilde da underveis modtage en Tilvæxt i sin Bevægelsesmængde eller Vandføring ved Vindens Virkning. Ifølge den i Snittet Fig. 2 givne Temperaturfordeling naaer det varme Overfladevand ogsaa ned til omtrent samme Dybde i Far- vandet fra Bermudas over imod Azorerne, som vesten og norden for Bermudas, og imellem Azorerne og Madeira naaer det endnu ned til c. 100 Favnes Dybde. Disse Forhold kunde da igjen tjene til at forklare, at Overfladebevægelsen i Nordostpassatens Belte ifølge Fig. 3 allerede udenfor de canariske Øer har en omtrent dobbelt saa stor Mægtighed, som Overfladebevægelsen i Sydostpassatens Belte, og de kunde tillige føre til nogle Slutninger om Hastigheden i Overfladebevægelsen. Efter Theorien skulde nemlig en ved Passaten fremkaldt Overfladebevægelse øverst have selve Driftstrømmens Hastighed, og i Bevægelsens dybere Dele skulde Hastigheden være aftagende nedad. Et saadant Forhold vilde øiensynligt lide nogen Forstyrrelse, naar en ydre Modstand tvinger Bevægelsen til at skære betydeligt dybere ned i Farvandet, saaledes som det er Tilfældet ved Nordamerikas Kyst, og bliver Overflade- bevægelsen desuden fuldt kredsende, som ved de canariske Øer, maa der Begyndelseshastigheden for Passatens Driftstrøm staae i Forhold til hele Kredsløbsbevægelsens Hastighed, og Hastigheden maatte vel omtrent blive den samme foroven og forneden i Bevægelsen. Man synes altsaa i dette Tilfælde at komme til en constant Bevægelseshastighed eller Omløbstid for det afsluttede Kredsløb, afhængig af