Organismer i Øl og Ølurt
Botaniske Undersøgelser

56 fra Planteinfusioners Hinder høre til samme Art som de, der optræde paa Melk og Ølvædsker. For yderligere at prøve Rigtigheden af Haberlandt’s for- mentlige Opdagelse gjentog jeg hans Experimenter. Efterat den henstillede Melk med sin Oidium-Vegetation var bleven gammel, frembød sidstnævnte vel i Reglen det laadne Udseende, som Forfatteren beskriver, men der optraadte ingensinde nye Fructificationsorganer; derimod ikke sjeldent Mucorsporangier saaledes, at man vel kunde fristes til at tro, at de vare en Udvikling af det nedenunder værende Oidiumlag og altsaa stode i levende Forbindelse dermed. Ved at foretage en omhyggelig Præparation og mikroskopisk Undersøgelse lykkedes det dog med Sikkerhed at erkjende, at de to Former ikke stode i levende Forbindelse med hinanden, og ved at udsaa Sporangiets Sporer blev Svaret det samme. Renculturer i Pasteurske Kolber gave ligeledes aldrig Andet end Oidium lactis, selv om Melken deri blev flere Maaneder gammel. Haberlandt’s Frugtbærere med deres Sporangier minde vel noget om en Mucor, men dog i endnu høiere Grad om Former henhørende til Slægterne Coi’e- mium og Stilbum, navnlig sidstnævnte, og jeg maa efter den gjennem mangfoldige Experimenter og omhyggelig Undersøgelse indvundne Erfaring slutte, at Haberlandt har taget feil. Det er ogsaa paafaldende, at han ikke giver os nogen tydelig Be- sked om Bygningen af denne Frugtbærer med sit Sporangium, og at han, efterat Udsaaningsforsøgene paa Melk vare mis- lykkede, ikke prøvede andre Næringssubstrater; men navnlig paafaldende er den Utydelighed, der hvilet* over hele hans Be- skrivelse. Som et Led i hans egen Fremstilling, der ligeledes taler imod Rigtigheden af hans Iagttagelse, kan ogsaa anføres dette, at han selv siger, at de omtalte Frugtbærere med deres Sporangier kun udviklede sig i 4 af 10 hensatte Prøver. Hertil kan jeg endvidere føie, at jeg paa en kogt Gulerodsskive, hvorpaa der havde været dyrket Oidium lactis i længere Tid, iagttog nogle smaa Former af Slægten Stilbum (Bonorden’s Haandb., p. 137), hvis Stilk var hvidfiltet og temmelig tynd, og Hovedet ovalt, rødligt, klæbrigt, giindsende, med talrige, smaa, runde Sporer. De mindede ikke lidet om Haberlandt’s meget omtalte Former og indtoge en Stilling til Oidium-Vegetationen,