Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

98 FRA COMENIUSES SAMTID. anviste Lærer Leonh. Pistor. Tanken om disse Drenge har voldt Pancratius alvorlige Bekymringer, og han fremhæver i en indtrængende Skrivelse til Kurfyrstinden om denne Sag Betydningen af, at det ikke er jævnaldrende, men ældre, fornuftige Ynglinge, der vælges til Prinsens Omgang. „Man siger, at de, der ere Herren lige i Alder, pleje at lege med ham og skaffe ham alle Haande Glæde og Gammen: dette vilde være rettelig talet og maatte indrømmes, hvis det ikke derved var at befrygte, at saadanne Børn muligvis ved deres Uforsigtighed og Ubeskedenhed, efterdi de ikke have nogen Forstand paa, hvad de handle eller med hvem de handle, vilde tilføje Herren og hans Forældre, ja det ganske Land snarere Sorg end Glæde.“ Ligeledes er det Pancratius magtpaaliggende at faa Prinsen dragen bort fra det Samliv med hans omtrent et Aar ældre Søster Kristina, der hidtil i Følge Tidens Skik og Brug væsentlig havde lagt hans Opdragelse i Kvindernes Hænder. „Det har mangfoldige Ulemper, naar en ung Herre fra Ungdommen af saa længe opdrages blandt Kvindfolk, som enten forvænne ham eller møde ham med Ubeskedenhed og derhos, naar de kives, bande og skælde indbyrdes, mere forværre end forbedre ham ved deres Eksempel,“ skriver Præceptoren til Kurfyrsten. Generalsuperintendenten Petrus Patiens og Hofpræsten Joh. Schechsius, i hvem den fromme Kurfyrste raad-spurgte Kirken om sin Søns Opdragelse, ytrede, ganske i samme Aand som Pancratius, at der burde holdes Maade med „Legen, som sømmer sig mere ilde end vel for en Herre og undertiden heller ikke er Land og Folk til megen Nytte“. Der udstedtes da ogsaa et Reglement for den stakkels Drengs Fornøjelser, som daglig skulde træde i Kraft efter Middagsmaaltidet indtil Kl. 2, saa-