Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FEA COMENIUSES SAMTID. 99 fremt han den forløbne halve Dag havde vist sig flittig i sine Bønner og ved Undervisningen; om Mandagen skulde han spille Tavl (auf der Tafel schieben), om Tirsdagen lege Ræven og Hønsene, om Onsdagen øve sig i Musik, om Torsdagen skyde med Flitsbue, om Fredagen male, om Lørdagen regne, om Søndagen synge Salmer; ogsaa det skulde den otteaarige Dreng betragte som en af sine Fornøjelser. Den eneste, der ser noget friere paa Tingen, er Kansleren Jul. Micyllus, hvem Kurfyrsten ogsaa har afæsket hans Raad; ikke for intet var han en Søn af den ansete Humanist Jak. Micyllus. Naar ogsaa han vil have Drengen fjærnet fra Kvinderne, er det, for at hans Væsen ikke skal blive kvindeligt og frygtsomt og Attraaen efter Kvindfolk før Tiden vækkes hos ham. Han raader til ganske korte Bønner og advarer mod forhastet Bibellæsning og mod at overlæsse et Barn med Skriftsprog og Katekismus eller med Lektier, der, fordi de ikke rette sig efter dets naturlige Fremgang, kun ville føre til Kedsomhed og Afsmag for Studeringerne. I (len Plan for Prinsens Undervisning, som Strupp og Pancratius Jan. 1582 leverede Kurfyrsten, lægges der efter Religionen af rent praktiske Grunde Vægt paa Sprogkundskaber, fordi en Fyrste har at forhandle med udenlandske Nationer og undertiden maa rejse i fremmede Lande, ikke at tale om den store Fare, det kan medføre, naar Fyrster faa Hemmeligheder berettede i fremmede Sprog, som de ikke selv forstaa, og hvor ilde det klæder, naar en Herre ved Taflet, i Samtaler eller ved andre højtidelige Lejligheder, hvor der bruges fremmede Sprog, er ude af Stand til at forstaa noget eller give et Ord med i Laget. Ogsaa i Historien skal Præceptoren føre den unge Herre ind, for at „Historierne“, som levende Billeder af Dyd og 7*