Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA C.OMENIUSES SAMTID. 101 letfærdig, i det 16de en smaalig kirkelig Opdragelse; hin dannede dem til Dyrkere af det franske Hofliv Ludvig XIV.s Stil, denne til snæverhjærtede, teologisk ængstelige Pedanter“. 2. Ludvig VI havde i sin sidste Vilje paäbudt, at Sønnen vedblivende: skulde opdrages i Lutherdommen; men Johan Kasimir respekterede som Børnenes Formynder lige saa lidt sin Broders Testamente, som denne havde respekteret Faderens. Foreløbig blev kun den lille Prinses Levevis sat paa en anden Fod, saa at han i det hele fik større Frihed. Men det varede ikke længe, før hans hidtilværende Opdragere (13. Febr. 1584) i en dristig og selvfølende Skrivelse til Administratoren alvorlig klagede over deres Myndlings Opførsel; Drengenaturen i ham har øjensynlig rørt sine Vinger og ved førstkommende Lejlighed slaaét sig løs efter den lange, unaturlige Tvang. Pædagogernes Klager gaa ud paa, at den unge Herre ikke blot ikke er gaaet frem, men endogsaa. er gaaet tilbage i sine Sæder og Studier; han har dertil vist sig fræk og kaad overfor selve sin Formynder og dennes Gemalinde og ved Bordet opført sig usømmelig. Grunden hertil ligger i, at .han ikke længer holdes til den tidligere Tugt og Orden, men for stadig er om og hos sin Formynder, til hvem han netop „vil bære saa meget større Kærlighed, jo mindre han er hos ham“. Dernæst protestere de imod, at Prinsen sidder med ved Taflet i Steden for at spise i sit eget Gemak med den tilbørlige Bøn og Salmesang før og efter Bordet. Johan Kasimir svarede dem med rolig Overlegenhed: Hvad Studierne angik, skulde der jo ikke