Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

102 FHA COMENIUSES SAMTID. gøres nogen Doktor ud af Prinsen, og Præceptoren maatte derfor ikke overlæsse ham; hvad hans Spisning angik og dens uheldige Indflydelse paa hans Sundhed, skulde der ansættes en egen Læge hos ham, der kunde tilse sligt. Snart fik Prinsen imidlertid helt nye Omgivelser. Den sachsiske Adelsmand Otto v. Grünradt blev udnævnt til hans Hovmester, Michael Lingelsheim, Christoph Perbrand og Barth. Pitiskus til hans Lærere; den sidste var vel forfaren i Matematikken, og en Afhandling af ham om Trianglen blev sat højt af Tycho Brahe. Alle disse Mænd havde Ry for stor Dygtighed og pletfri Karakter. Kun det ene kunde indvendes imod dem, at de vare Kalvinisten Lutheranerne udbredte da ogsaa det Rygte, at den unge Kurfyrste med Piskeslag blev dreven til den kalvinske Nadver og som Følge af denne Behandling havde faaet den faldende Syge. Men Frederik skriver selv efter sin Formynders Død til Markgreven af Brandenburg Anspach som Svar paa denne Beskyldning, at han havde lært sin Religion af Bibelen uden nogen som helst Tvang, endsige noget eneste Slag. Hele sit Liv igennem nærede han den største Kærlighed og Taknemlighed mod sine kalvinske Opdragere og overøste dem med Velgerninger og Æresposter. Otto v. Grünradt blev Præsident for Kirke-raadet, Pitiskus valgte han til sin Hofpræst og Lingelsheim til sin Gehejmeraad. Og da Johan Kasimir — fire Aar efter at han havde ladet sin Myndling i mange Vidners Nærværelse aflægge en højtidelig Trosprøve -døde i 1592, og hans Lig balsameret laa udstillet i Trækisten med Sværd og Rigsæble ved Siden og „en liden Kost af vellugtende Urter“ i Haanden, følte hans knap 18aarige Brodersøn smertelig, hvilken faderlig Ven