Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENIUSES SÄMTID. 103 han havde mistet, og bad ofte knælende til Gud, at han i denne Forladthed vilde yde ham særlig Hjælp til at bære den tunge Byrde. 3. Gennem den mere praktiske og frie Dannelse under Farbroderens Varetægt udvikledes nu Frederik IV til en Fyrste, der, omgiven af ypperlige Raadgivere, hver Morgen efter Froprædikenen tilbragte Tiden i Kancelliet eller ved Kirkeraadets Møder, idet han personlig afgjorde alle betydelige Statsforretninger og trods et naturligt Hang til — som hele Tidsalderen - i ødselt Maal at nyde Bordets og Jagtens Glæder undfangede og fastholdt store politiske Planer; det var ikke blot i Ridderspil, han som en ypperlig Skytte forstod at ramme sit Maal og som en dristig Rytter at styre sin Hest. Og den „hastige Vrede, som han i den daglige Omgang ikke var fri for,“ fik ikke Tid til at gribe forstyrrende ind i Forholdet mellem ham og hans Omgivelser, fordi han, som Pitiskus siger om ham efter hans Død, naar han havde ladet sig henrive, „søgte alle Veje og Midler til igen at vise sig naadig og end ikke skammede sig ved at bede de allerringeste Tjenere om Forladelse“. De kirkelige Forhold i Tyskland saa mere og mere truende ud. „Rigsregeringen, forsaavidt den laa i Kejserens Hænder, var fuldkommen betydningsløs; den formaaede ikke engang at beskærme tyske Borgeres Ret og Eje mod frække Indgreb af forbidragende Soldaterførere. Protestantismen var paa det fjendtligste splittet i modbydelig Sektkiv, og den første lutherske Magt, Kursachsen, syntes at arbejde paa at opnaa et