Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

104 FRA COMENIUSES SAMTID. Ry, ingen misundte den, ved sin ligegyldige Kulde overfor de Farer, der truede Protestanternes Rettigheder, og sin snæverhjærtede Forfølgelsessyge overfor alt, hvad der ikke var strængt luthersk. Skadefro lurede den romerske Katolicisme paa Spliden i Protestanternes Lejr; i det dogmatisk ufærdige og gærende i dens indre, det politisk delte i dens ydre Forhold saa Roms Tilhængere en sikker Borgen for et snarligt Tilbagefald til den gamle Kirke. Selve denne gamle Kirke, havde paa det fordelagtigste følt Tilbagevirkningen af Refor-mationsbevægelsen; befriet for alle modstræbende Elementer var den paa Tridentinerkonciliet naaet til dogmatisk Afslutning, og nye ungdommelige Kræfter med Jesuitterne i Spidsen stode rustede til at begynde Kampen mod den unge Kirke med aandelige og politiske Vaaben“ (Hausser). Under saadanne Forhold stillede det sig for den unge Kurfyrste — om hvis „heroiske Natur“ Hofpræsten taler i sin trohjærtige Ligtale over sin døde Herre — som en Opgave, hvori han tillige fortsatte sin Slægts Traditioner, at arbejde paa en politisk Forbindelse mellem de protestantiske Magter, der kunde styrke hver enkelts Stilling og den fælles Sag. Efter mere end 10 Aars Forhandlinger lykkedes det ham endelig at afslutte en saadan protestantisk Union mellem tyske Fyrster i Maj 1608. Hans venskabelige Forhold til England og Holland, hvis Generalstater endog stode Fadder til en af hans Sønner, aabnede en videre Horisont; da den franske Konge Henrik IV i 1610 tiltraadte Unionen som aktivt Medlem, var den i Færd med at antage europæiske Dimensioner, og „for Frederiks Fremgang og Lykke hørtes alle frommes Suk Tyskland, Frankrig, Holland, England, ja selve Hesperien over“ (Dan. Pareus).