Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FHA COMENIUSES SAMTID. 107 for -Jesuitternes Skoler, der i Læreren kun sei et blindt Redskab til at udføre en Brøkdel af det store Skole-maskineris Arbejde og ser skævt til, om han strækker sit Blik og sin Interesse ud derover, kræver den pfal-ziske Plan, at Læreren skal have et frit Overblik over Skolens Undervisning som Helhed. Læreren i den laveste Klasse skal vide, hvad Lærerne i de højere Klasser have at gøre, og omvendt, for at Grunden kan blive lagt sikkert og Bygningen opført solidt, hvert Fremskridt støttet paa det tidligere lærte. „De, som ikke gøre dette, synde imod det almene Vel og handle imod deres Pligt.“ Enhver Lærer skal „arbejde paa i lige Grad at blive elsket og frygtet, saa at Lærerens Humanitet og faderlige Følelse for Barndomsaldeien kein lyse ud af Børnenes glade Ansigter og aabne Pander“. De større Disciple maa Læreren dog ikke vise for stor Overbærenhed eller tale for familiært med, at ikke Autoriteten skal svækkes. Ved Religionsundervisningen, hvor enhver som helst Forfatter skal fortolkes i nøje Overensstemmelse med den kalvinske Lære, lægges det til Slutning, som Segl paa det hele, Lærerne paa Hjærte at lade deres Liv være en Illustration til deres Forskrifter, fordi „ingen Prædiken i den Grad rammer og opflammer Ungdommens spæde Sjæle til Fromhed som det levende Spejl af et Liv, der har Fromheden og Retskaffenheden for Øje“. I det daglige Liv skulle Disciplene lære „at fly al Vanhelligelse, Gudsbespottelse, letsindig Sværgen, Foragt for Religion, Forældre og Lærere, Skældsord, Strid og Kiv og Hævn, al smudsig og usømmelig Tale, alle Drikkelag og forkastelige Sammenkomster, alle utidige Diskurser, Raab, stygge Løjer og Lege, Kærlighedshistorier, Tyverier, Byttehandler, Salg og Løgne af hvilken som helst Art; enhver Last, hvad