Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENIUSES SAMTID. 113 gang skrev han lejlighedsvis til ham: „Saa længe du har været hos mig, kæreste Pareus, har jeg set en Søn i dig. Et Aar til i det mindste vilde jeg have holdt dig i Skolen, for at det lagte Lærdomsgrundlag og din Dømmekraft kunde blive mere dyrket og styrket ved Alder, Øvelse, Iver i at høre, læse og tænke og det herlige litterære Otium, som vore Disciple have, og som jeg aldrig har haft Mage til. Saa vilde jeg, som jeg haabecle, have sendt dig ud fra Skolen til gode og for dig lidet brydsomme Kaar, til Glæde for mig, andre og dig selv.“ Og Pareus raadfører sig med Ursinus, da han som ung Præst tænker paa at gifte sig, og har uden Tvivl følt sig styrket i sin Beslutning, da hans „anden Fader“ skrev til ham: „Jeg billiger og priser meget din Beslutning. Du er nu i en Alder og Stilling, der ikke blot kan taale, men endogsaa kræver et ægteskabeligt Liv. Jeg, som hidtil af vægtige Grunde har været hindret deri og ikke véd, om jeg ikke vedblivende hindres, mærker, hvor tungt det er ikke at have noget trofast Menneske til at pleje og hjælpe én i Sundhed og Sygdom og tage Del med én i godt og ondt og i éns Bønner; det nytter ikke, om man ogsaa øser alt sit fattige Eje i andre; efter at have faaet Guld og Sølv gøre de dog enten slet ikke eller ikke længe deres Pligt. Særlig føler jeg det nu, da Alderen begynder at tynge og Helbreden tager af og ligesom Livets Vinter nærmer sig.“ Da Pareus 43 Aar gammel stilles i Spidsen for Sapienskollegiet, er hans eneste Tanke at gaa i Ursinuses Spor, og da han samtidig flytter ind i hans Hus, giver han i et lille latinsk Digt sine Følelser Luft: „Hil dig, du ældgamle Hus, som fordum Ursinus beboede, stor i Lærdom og Aand, stor i Udøvelsens Kunst. H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II. 8