Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

114 FRA COMENIÜSES SAMTID. O, hvor foranderlig drejer dog Skæbnen Menneskelivet! Der, hvor Læreren stod, er nu Discipelen sat, Send mig dit Aandepust, Gud, og giv mig Kræfter, at éngang Frugten kan blive som hans, Æren kan blive som hans.“ Hele sit Liv igennem ser Pareus ærefrygtsfuld tilbage paa Ursinus som sin Mester og sit Forbillede, sysler endnu i sin høje Alder med de Forelæsninger, han i sin Tid havde hørt af ham, og befaler før sin Død, at hans Legeme skal jordes i Nærheden af hans forudgangne Lærers. Samtidens Opfattelse af Forholdet mellem dem udtaler „Germaniens Svane“ Paul Melissus, idet han synger om dem: „ — — — Naar Pareus Skriften fortolker, taler Ursinuses Aand levende gennem hans Mund. Samme højtflyvende Kraft og gennemtrængende Styrke planter i sejrrige Ord hellige Løntankers Sæd.“ Før Pareus efter sin Ankomst til Heidelberg udelt helligede sig til Teologien, lagde han en fast Grund af humane Kundskaber. Han blev en dygtig Kender af de klassiske Sprog; men den filologiske Tekstkritik, som netop dengang havde en af sine tidligste Stormænd i Josef Scaliger, kunde han ikke forsone sig med. „Jeg tror, Fanden har skabt den Kritik!“ udbrød han harmfuld, da han havde været Genstand for et Angreb af Scaliger, som han dog ikke indlod sig paa at besvare; det vedrørte de kronologiske Undersøgelser, et af Scaligers Hoved-omraader. Denne blev ham en Kritikkens „Bussemand“ faoQiMkvxetov) med Tøjlesløshed og Hvashed i sit Følge, „Kritikken selv en Leg af uvorne Ynglinge, de gode