Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENIUSES SAMTID. 115 Forfatteres Bødler, som nu til Dags, tryllebundne af en ny Ærgerrighed eller Uvornhed, med Foragt for eller Tilsidesættelse af mere nyttige og nødvendige Studier, blindt hen underkaste Skribenterne en falsk Kritik; og idet de ikke undse sig for, paa egen Risiko, som de sige, at mærke og ændre det meste med deres Gisninger, Mistanker, Sandsynligheder og Anelser, ere de Skyld i den uhyre Fare, der er for. at den ulykkelige Eftertid skal faa de fleste Skribenter overleverede endnu meget mere fordærvede, end de allerede ere.“ Som latinsk Stilist blev det, i Overensstemmelse med hans harmoniske, mæglende Natur, Renhed og Naturlighed i Udtrykket, han satte Pris paa; de klassiske Mønstre holdt han fast ved og rystede paa Hovedet over den samtidige store nederlandske Filolog Justus Lipsiuses Skrifter og den Hær af affekterede Efterlignere, de snart skabte ham, for det Skær af Unatur og efterklassiske Forbilleder, deres Stilkunst strandede paa. Og mod en nylatinsk Poet, der pyntede sig med gammeldags Udtryk, skriver han saaledes: „Maa ved altfor kaad en Kunst man, saa sandt, ej sætte nye Orduhyrer i Verden eller Udtryk lig med Fablens Kimæra eller stadig digte Talemirakler; — maa som Digter, omvendt, lige saa lidt man koge op paa ny forældede Udtryk, har end selve Fortidsdigtningens Fader Ennius med samt Pacuvius brugt dem; — bør, saa sandt, de gode Digtere følge, hvad en Maros lyse Tidsalder hjemler, hvad den lyriske Muses Konge hjemler, hvad Ovid, den store, herlige Digter,