Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

116 FRA COMENIUSES SAMTID. bruger, naar sin Kærlighed han besynger; — bør tilsidst, saa sandt, hver retskaffen Digter træde frem beskeden, hver Gang han skriver — hvem er da hin ny og forhen ej sete Selvbeundrer, som saa kraftigt basuner ud sit eget Navn og sin egen Aare, hin sig selv for stærkt behagende Digter, der forstaar at lave selv sig sin Honning?“ Selv vedblev Pareus hele sit Liv igennem at sysle med Poesien; mangen søvnløs Nat fik han i sin Alderdom til at gaa ved de latinske Vers, han digtede. I „Musæ fugitivæ11 er en Del af dem samlede. Derhos var han musikalsk og komponerede Melodier, som han sang og spillede paa sin Guitar. I sit sidste landflygtige Leveaar sang han som Olding atter og atter, naar han om Natten sad ene ved Arnen, med klar Stemme sin „Svanesang“, som han havde bearbejdet paa Tysk efter en af de bøhmiske Brødres Salmer og kaldte sin „Vogter“; den handler om Kampen mod de Fjender, dermed Satan til Høvedsmand lægge sig udenfor det rene, enfoldige Hjærtes Slot: Hoffærdighed, Utugt, Gerrighed. Vrede, Misundelse og Ladhed, Fraadseri og Drukkenskab: „O, Mensch, wach, vnd nim deiner selbst mit fleisz wahr, Sey munder vnd bett von Herzen immerdar, Dasz dir Gott dein Schatz bewahr. Sieh eben zu, dasz du zur letzten Stunden Wenn der HERRE kompt, dem du bist verbunden, Wachend werdest gefunden.