Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FHA COMENIÜSES SAMTID. 121 Forvejen havde han i bange Anelser hatt Syner, der spaaede Heidelbergs Undergang: 1. April 1618 skriver han i sin Dagbog, at han i Morgenstundens Søvnløshed har set hele Byen hyllet i Røg og Luer og Kurfyrstens Slot fortæres af de rasende Flammer; og i en latinsk Elegi sagde han nu med et dybt Hjærtesuk Heidelberg far vel. Ogsaa med Lutheranerne kom han i Strid, hvor meget han saa arbejdede for Enigheden og Freden. Selv var han i 1577 som kalvinsk Præst bleven forjagen af den lutherske Kurfyrste Ludvig VI og havde fundet Ly hos Johan Kasimir. Som et første mæglende Skridt udgav han nu i 1587, medens han var Professor ved Sapienskollegiet, paa sine overordnedes Opmuntring Luthers tyske Bibeloversættelse, hvortil han føjede sine egne Noter. Men straks huggede Jakob Andreæ, luthersk Provst i Tübingen, ind paa ham i et Skrift fuldt af voldsomme Skældsord, samtidig med, at der fra lutherske Prædikestole lød Anatemaer over Pareus og hans Foretagende. Efter Andreæs Udtryk var dette „et yderlig strafværdigt Falsum og en rigtig djævelsk Ærke-gavtyvestreg“, i hvilken „de vildfarende, falske, fordømte kalvinske Vildfarelser i de fornemste Artikler af den kristelige Lære vare skudte ind med listig, ondskabsfuld Hast“. Pareuses hele Fremgangsmaade kan, eftersom Luthers Navn staar*-paa hans Bibel, „ikke kaldes andet end at forfalske fremmede Bøger, gøre falske Breve, efterpræge Segl osv. og er in summa en falsk Ærke-gavtyvestreg, som af en kristelig Øvrighed billigen bøl straffes med Bødlen, men den forfalskede Bibel opbrændes i Ilden“. Paa denne „kristelige, trohjærtige Erindring og Advarsel«, som Andreæ kaldte sit Skrift, saa vel som paa et lignende af Præsten J. Gr. Siegwai