Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

122 FRA COMENIUSES SAMTID. i Tübringen, der efter Andreæs Død i 1590 fortsatte Kampen med sin Provsts Vaaben og brugte Udtryk som „desz Teuffels Dreckträger“ om Pareuses Bibeludgave, svarede Pareus forholdsvis rolig i forskellige tyske Smaaskrifter og afviste Beskyldningen for Falskneri ved at henvise til, at man ikke havde kunnet nævne et eneste Ord, hvori hans Bibel afveg fra Luthers Oversættelse, og ved Luthers Bibel maatte man jo dog forstaa den af Luther foretagne Oversættelse af Biblen. I en Fremstilling af Kalvinismen, som han udgav 1595, beklagede han sig over, at man i Steden for at prøve og granske søgte at bruge Ordet Kalvinist som Partiøgenavn. „Den lille Bog var skreven med mønsterværdig Ro og gennemvarmet af en frejdig Tillid til, at Sandheden dog tilsidst ad Overbevisningens Vej maatte sejre. Hans Valgsprog er Tertullians Sætning, at Sandheden kun da behøver at skamme sig, naar den kryber i Skjul; hans Formaal ligger udtrykt i hans egne Ord: nu, da maner kommen i Strid med hinanden, er det det bedste at se til, hvorledes man igen kan komme ud af den.“ Snart gjorde han da et nyt Mæglingsforsøg. For at komme Lutheranerne i Møde foreslog han 1603, at man skulde føje de skolastiske Kunstord essentialiter og substantialiter til Nadverformlen og sige: Corpus Christi est substanti-aliter in coena. Men denne Gang rejste de kalvinske Præster i Heidelberg sig imod ham og indvendte, at det var bedre at holde sig til Skriften og tale, saa det kunde forstaas af alle. Striden trak sig ind i det næste Aar; men da stillede Kurfyrst Frederik IV sig paa sin Gejstligheds Side og forordnede i et Mandat af 25. Maj 1604, „at vor kristelige Katekismi Hovedlære skal staa urokket i sin Grund, og at man skal afholde sig fra de farlige, unødige, utidige, uopbyggelige Taler og Spørgsmaal paa