Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENIUSES SAMTID. 123 Prædikestolen og andensteds, paa det at der ikke skal foraarsages Forargelse og Misforstand hos stakkels, enfoldige Mennesker“. „Saa meget have vi af den givne Relation formærket, at det i sig selv slet ikke er om Fundamentet for den kristelige Religion, men fornemmelig og alene om nogle faa Fraser at gøre, hvilke en Del vil tyde som Nyhedsvæsen, en anden Del stadfæste som stemmende med Skriften; men ikke des mindre kan der af saadan liden Gnist ved den lede Satans Anstiftelse snart oppustes en stor Ild, besynderlig naar urolige Hoveder komme til, og saa meget mere ligger det os for det Embeds Skyld, vi have fra Gud den almægtige, paa Sinde i Tide at imødegaa det foreliggende Kram (Unrath)“. Saa nær var Pareus ved, af lutter Trang til Fred med sine lutherske Modstandere, at komme i en alvorlig Strid med sine egne. Det Hovedarbejde, hvori han imidlertid samlede hele sine Aands Fredhigen, er hans Über votivus „Ireni-cum“, med hvilket det var hans Formaal at bygge Bio mellem de protestantiske Kirkeafdelinger ved „at paavise en ligefrem og rolig Vej,- ad hvilken de evangeliske Stænder og Teologer (saafremt disse blot endelig engang ville føle Medlidenhed med den sukkende Kirke), midt i Raaclslagningernes, Dommenes, Klagernes,Vredesytringei-nes, Beskyldningernes og Forsvarenes forskelligartede Labyrinter, kunne opnaa et længe savnet Gode, nemlig Enighed og Fred i Herren. Det er lige saa lidt hans Mening at ville saare nogen som at ville æske nogen til Kamp; han vil hellere sætte en Grænse for Sammenstødene og Udæskningerne.“ Til Mottoer for sin Bog har han derfor valgt følgende to Bibelsteder: „Se, hvoi godt og hvor lifligt er det, at Brødre ogsaa bo tilsammen (Ps. 133,1/ „Derfor lader os ikke mere dømme hver-