Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

124 FRA COMENIUSES SAMTID. andre, men dømmer hellere dette, ikke at sætte Anstød eller Forargelse for en Broder« (Rom. 14,13). Den væsentligste Hindring for et broderligt Samliv ser han i de protestantiske Teologers „uhyre Had og uforsonlige Galde, som de nære dybt i deres Bryst og med fulde Kæber tylle i Befolkningen fra deres Katedre og i de bitreste Smædeskrifter sprede over den kristne Verden, o Tider. oSæder! Ti sømmer det sig, at de, som skulde være Fredsmæglere, de, der skulde staa som Eksempler paa kristelig Kærlighed, Mildhed, Sagtmodighed, Taalsom-hed og Tilgivelse, at de alene sætte Bom for Freden og Forsonligheden og nedlade sig til at være de værste Laster, Galdegiftighedens, Bitterhedens og Uforsonlighedens Slaver og Lidenskabernes Trælle?“ De stridbare Teologer henviste han til Pauli Ord i Galaterbrevet (5,15): „Dersom I bide og æde hverandre, da ser til, at I ikke fortæres af hverandre.“ Endnu i hans sidste Landflygtighedens Aar tynger Tanken om Teologernes Lidenskaber stadig den gamle Mand, og han giver sig Luft overfor sin Søn i den Udtalelse, at Grunden til de ulyksalige Stridigheder i Kirken efter hans Mening ingen anden er end Gejstlighedens Magtsyge og Ærgerrighed. Det Middel, hvorved han haaber, at Striden indenfor Protestantismen kan bilægges, er Sammenkaldelsen af en protestantisk Synode under Kongen af Englands, Jacob I.s, og Kongen af Danmarks, Kristian IV.s, Auspicier, en Synode, til hvilken ikke blot de tyske, til den augsburgske Konfession bundne, men alle, inden- og udenlandske, evangeliske Kirkesamfund (ecclesiæ Helvetlcæ, Rheticæ, G-allicæ, Belgiern, Anglicæ. Scoticæ, Sueticce, Danicæ, Sarmaticce, Hungaricæ, Boh&tnicce) skulde sende deres Repræsentanter, navnlig for at Nadverstriden kunde blive bilagt, efter at den nu i 90 Aar havde udmattet, svækket og