Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FBA COMENTUSES SAMTID. 125 sønderslidt de tyske evangeliske Kirker, frydet Papisternes øjne og styrket deres Mod. „Skulle vi virkelig“, udbryder han, „vedblive at rase mod vore egne Indvolde, Øve Grusomheder, forhale Evangeliets Gang, lægge Anstød for de svage, de udenforstaaende, vække Latter og Bifald hos vore Fjender, bygge et Babylon op, læge Dyrets Saar, støtte Antikrists Trone og væbne hans højre mod vore Hoveder ved vor Splid?“ Hans Fredstrang gør ham frisindet, og han taler — eller gentager andres Tale - imod det aabenbare Tyranni, det vilde være overfor uskyldige Medborgere og Brødre, om man fra Synoden vilde udelukke nogen af dem, der stille sig under Evangeliets Fane, og fordømme dem uhørte. Han henviser til, hvor meget der i Virkeligheden sammenknytter alle evangeliske kristne og hvor lidet der adskiller dem; et helt stort Afsnit ofrer han til en Gen-nemgaaen af de utallige Punkter, hvori de staa Side om Side overfor Pavedømmet, den fælles Fjende, og peger hen paa, hvorledes de i Fortiden have forstaaet at knytte Enhedens Baand i Fredens Aand: „Vi ere enige i Troens og Frelsens Grundlag, vi skille os fra hinanden kun i en eneste Sætning, som tilmed mere hører Skolen og Mennesker til end Kirken og Gud (eoque scholastico & humano magis, quam theologico & divino). Haardt har den evangeliske Kirke maattet bøde for denne Strid, og haardere vil den komme til at bøde, hvis den bliver i Spliden. Kirkefædrenes Tviste-maal i gamle Dage have kunnet udjævnes, Papisterne skyde deres Sekter og deres langt alvorligere Stridigheder. ind under deres Ypperstepræsts Overhøjhed og udjævne dem paa enhver mulig Maade; selve Lutheranerne afvige indbyrdes i mangt og meget uden Brud paa Kærligheden; Luthers og Zwinglis Uoverensstemmelse har i