Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

134 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNA“. gende Tilværelser. „Hint første Liv [under Moderens Hjærte] er Forberedelsen til det andet, det andet til det tredje og det tredje er i sig uden Ende. Overgangen fra det første til det andet og fra det andet til det tredje er Angst og Smerte. Begge Gange maa vi aflægge det for Fremtiden ubrugbare Hylster. Det første og det andet Liv ligne saaledes Værksteder, i hvilke vi blive dannede. Paa det første Hjemsted bliver Legemet dannet til Brug for den følgende Tid. Paa det andet bliver Sjælen, den fornuftige Sjæl, dannet til Nydelsen af det evige Liv, som er beredt os i den tredje Bolig, og i hvilket vi naa Fuldendelsen.“ Der bliver ikke alene en Sammenhæng i Livet fremad, idet det ene Trin udvikler sig af det andet, men ogsaa en tilbagevirkende Sammenhæng, idet den udviklede Livsform fremkalder hos den lavere Egenskaber og Organer, som først komme til Anvendelse, naar selve det Livstrin, hvorpaa de ere bievne til, er forladt; Lysets Betydning for det til Verden bragte Menneske virker tilbage paa Fostrets Organer og frembringer øjet. I den ubegrænsede Udvikling viser den egentlig menneskelige Ejendommelighed sig, og denne Egenskab sætter saa et Grænseskel mellem Mennesket og den øvrige Natur, med hvilken det i øvrigt er saa stærkt forbundet, men som er knyttet til Endeligheden. Og herved dannes Overgangen til den dogmatisk kristelige Opfattelse af Menneskets Forhold til Naturen, saaledes som den træder frem i det gamle og det ny Testamente. Naturen bliver nu en Tjener for Mennesket og til kun for dettes Skyld. „Dig har jeg bestemt til Deltager i min Evighed; for at gavne dig skabte jeg Himlen, Jorden og hvad der er deri og derpaa,“ lader Comenius Gud sige til Mennesket. „Betragte vi den synlige Verden,“ siger han, „saa