Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMEMUSES „DIDACTICA MAGNä“. 135 er den ikke til i noget andet Øjemed end det at sørge for Menneskeslægtens Avling, Ernæring og Øvelse. Fordi Gud nemlig ikke vilde skabe alle Menneskei i et og samme Øjeblik, som han gjorde med Englene, men blot skabte Mand og Kvinde for at overdrage dem hine Kræfter og hin Velsignelse, hvorved de kunde forplante deres Slægt ved Avling, saa var det nødvendigt at indrømme denne Forplantning et billigt Tidsrum, og der blev tilstedt nogle Tusind Aar dertil. Og for at den Tid ikke skulde være ør, døv og blind, udspændte han den med Sol, Maane og Stjærner forsynede Himmel; og idet han bevægede disse i Kreds, lod han Timer, Dage, Maaneder og Aar blive til. Men da Skabningen skulde være legemlig, behøvede et Sted til Bolig, et Rum til at vende og bevæge sig i, Næring for at trives og Klædning til Smykke, saa byggede han i Verdens Dyb en fast Bund, Jorden, gød Luft rundt om den, vandede den og lod mangfoldige Planter og Dyr komme frem, ikke blot til nødvendigt Brug, men ogsaa til Fornøjelse. Og fordi han havde skabt Mennesket i sit Billede og udrustet det med . Aand, saa lod han, for at Aanden ikke skulde mangle Vederkvægelse, de enkelte Skabninger opstaa i den største Mangfoldighed af Former, for at denne synlige Verden skulde træde frem for det som det klareste Spejl af den uendelige guddommelige Magt, Visdom og Godhed, for at det ved Synet af den. skulde henrives til Beundring for Skaberen, bevæges til Erkendelse af ham og Kærlighed til ham. Verden er altsaa intet andet end vor Plantehave, vort Opfostringshus, vor Skole. Men der gives et Plus ultra, hvorhen vi sendes fra denne Skoles Klasser, nemlig Evighedens Højskole. Det indlyser derfor allerede af Fornuften, at det er saaledes, tydeligere endnu bliver det af de gud-