Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

136 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNA“. dommelige Udsagn... Alt, selv Tiden, er altsaa til for Menneskets Skyld. Ti der bliver ikke tilstaaet Verden nogen længere Varighed, end der behøves til Udfyldelsen af de udvalgtes Tal. Saasnart dette er’naaet, vil Himmel og Jord forgaa, og deres Plads vil ikke mere være at finde!“ Uden Indvending fra hans egen Tankes Side gaar dog denne Opfattelse ikke hen. „Her [paa Jorden] bruger Sjælen“, siger han, „Legemet til det, den maa erhverve sig for at nyde det tilkommende Liv. Er dette Hverv fuldbragt, saa gaa vi bort herfra, fordi det,' der videre skal ske her, er intet for os. Vel blive nogle uforberedte revne bort, eller snarere slyngede i Undergangen, som der ogsaa gives Misfødsler, der ikke føre til Liv, men til Død; men det sker efter Guds Tilstedelse og ved Menneskenes Skyld,« Denne Skyld er for hans kristelige Opfattelse Arvesynden, Frugten af Menneskeslægtens oprindelige Fald, som igen kan fjærnes ved Menneskets Genfødelse i Kristus; men denne er saa fuldstændig, at efter hans Komme Synden har tabt sin ■ Braad hos hver den, der tror paa ham, og Menneskenaturen vundet sin oprindelige Renhed tilbage. „Ved Naturen forstaa vi saa ikke den Fordærvelse, der efter Faldet endnu klæber ved alle Mennesker, efter hvilken vi kaldes Vredens Sønner og ikke ere skikkede til af os selv at tænke noget godt, men vort Væsens første og oprindelige Indretning, til hvilken vi skulle føres tilbage som til Begyndelsen.“- „Vi forstaa ved Natur ogsaa Guds almindelige Forsyn eller den guddommelige Godheds uophørlige Indflydelse, der virker alt i alt, d. v. s. i enhver Skabning det, hvortil den er bestemt.“ Det er klart, at den naturfilosoflsk-panteistiske Side af Comeniuses Opfattelse her bryder igennem. Han fortsætter: „Hvad der er til, er derfor til for et bestemt