Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENIUSES „DIDAOTICA MAGNA“. 137 Formaals Skyld, og for at det kan naa dette, er det forsynet med de nødvendige Redskaber og Hjælpemidler, ja endogsaa med en vis Trang, netop for at intet skal komme til sin Bestemmelse imod sin Vilje, og det bliver ved denne naturlige Drift sat i en hurtigere og behageligere Bevægelse end ellers, saa at det oven i Købet er Smerte, Død, naar man hindrer eller ophæver denne Trang.“ Her er det guddommelige, som virker alt i alt, opfattet som Menneskenaturens egen indre Trang, Menneskenaturen uden Hensyn til Arvesynden og Genfødelsen. I alle Retninger viser denne Menneskenaturens indre Rigdom sig. „Mennesket staar sikkert i Midten af G-uds Værker og har i sin Aand ligesom et klart Spejl, der optager og gengiver alle Former af alle Ting, alle Ting rundt omkring. Ti vor Aand drager ikke blot det nærliggende til sig, men ogsaa det fjærne uden videre Hensyn til Tid og Rum, løfter sig til det højeste, eftersporer Hemmelighederne, aabenbarer det lønligste og umager sig endog med at udgranske det uudgranske-lige; saa uendelig og ubegrænset er den ... For Aanden selv er der hverken i Himlen eller udenfor den sat nogen Skranke; ti den løfter sig ligesaa vel op over Himlenes Himle, som den sænker sig ned under Afgrundenes Afgrund, den gennemtrænger alt med den utroligste Hast. Og nu skulde vi drage i Tvivl, at den kunde trænge igennem til alt, at den skulde være i Stand til alt? ... Mennesket faar intet udenfra, det udvikler blot, hvad det har i sig selv ... Der er ogsaa indplantet Mennesket Videbegærlighed, Kraft til og Stræben efter at vinde Erkendelse. Videbegærligheden ytrer sig allerede hos Barnet og ledsager os hele Livet igennem. Øjne, øren, Følelsen, selve Aanden søge stedse Næiing og drage bestandig om, og der gives for den levende